Sko taler for udsatte borgere

12 danske byer var den 1. maj skueplads for social aktion

Randers var den 1. maj beklædt med skilte og sko i anledning af en happening, arrangeret af foreningen Folkebevægelse for Social Retfærdighed.Foto: Peter Koch.
Foto: Peter Koch.

Udgivet Opdateret

Mens arbejdernes internationale kampdag blev markeret med taler fra landets politikere, blev der på gadeplan ligeledes råbt op om en politisk sag. Her blev der dog ikke talt. Snakken blev derimod ført an af ophængte sedler og opstillede sko, der i løbet af søndagen blev fundet i en række byer landet over.

I Randers hang der blandt andet sedler foran det gamle rådhus og Randers Amts Avis’ redaktionslokaler. Borgere i Hammel kunne finde sko og sedler spredt langs byens hovedgade, og i Odense stod der sko på parade rundt om Kongens have.

Bag begivenheden står organisationen Folkebevægelsen for Social Retfærdighed, og formand Lisbeth Sand fortæller til Newsbreak.dk, at organisationen forsøger at tale de syge og svages sag.

– Politikerne har det med at udråbe folk på kontanthjælp som dovne, og vi vil gerne holde fokus på de syge og de ledige i Danmark. Der er blevet alt for kort til bunden i dag,  siger Lisbeth Sand.

Hun fortæller, at frivillige fra 25 danske byer egentlig havde sagt ja til at hænge sedler og stille sko op i deres respektive byer, men da søndagen gik på hæld, kunne Lisbeth finde billeder og fortællinger fra i alt 12 forskellige byer.

– Der er altid nogen, der springer fra, og jeg vil da sige, at det har været en succes, siger Lisbeth Sand.

Sedler og sko en del af et opråb

Hun forklarer, at sedlerne, der var at finde rundt omkring i Randers, indeholdt fortællinger fra virkelighedens verden. Fortællinger hun og andre frivillige møder i deres hverdag. De tomme sko repræsenterede til gengæld en helt anden problemstilling. Skoene stod for dem, der ikke turde demonstrere selv.

– Går de syge til demonstration, er de bange for at blive holdt øje med. Og folk fortæller os, at de af deres jobcenter har fået at vide, at hvis de kan demonstrere, kan de også arbejde,  siger Lisbeth Sand.

Arbejdsmarkedschef har ikke hørt om problemet

I Randers Kommune kan man dog ikke genkende den fortælling.
– Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at nogen har fået det at vide, siger Ole Andersen, der ar arbejdsmarkedschef i Randers Kommune. Han understreger, at hvis man som borger har fået den besked fra jobcenteret, skal man tage direkte kontakt til ham.

Ifølge Lisbeth Sand deltog 12 byer i begivenheden den 1. maj. Der blev blandt andet fundet sko og sedler i:
Randers
Hammel
Grindsted
Frederikshavn
Odense
Næstved
Vejle
Aarhus

Powered by Labrador CMS