Skød omkring sig med hardball-pistol
Torsdag blev flere ramt af skud fra en hardball-pistol
En ukendt gerningsmand skød torsdag flere personer med en hardball-pistol.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.
Heri står der, at flere borgere torsdag eftermiddag anmeldte, at de var blevet beskudt med en hardball-pistol fra et forbipasserende køretøj mellem klokken 16.20 og 17.50.
Her var der blevet skudt mod en 15-årig ung mand fra Snekkersten ved Vestervang Kirke, en 27-årig lokal mand på Gurrevej, efter en 72-årig mand, som beskar planter i sin forhave på Gurrevej, og en 30-årig mand fra Helsingør anmeldte, at der var blevet skudt hul i hans bagrude, da han kom kørende ved pantstationen på Prøvestensvej.
I Humlebæk blev en 21-årig kvinde fra Helsingør ramt på bagdelen af tre skud, da hun cyklede af Fredensborgvej, og en 37-årig mand fra København blev beskudt, da han ventede på toget på Humlebæk Station.
Senere torsdag aften blev en 45-årig mand fra Humlebæk ramt på armen og ryggen af flere hardball-skud, da han gik ad Humlebæk Strandvej, ligesom en 15-årig ung mand fra Søborg blev beskudt flere gange med en hardball-pistol fra en bil, der hørte rundt ved Snekkersten Havn.
Drive-by
Flere af de ramte borgere har forklaret, at skuddene fra hardball-pistolen kom fra en større sølvfarvet bil.
Gerningsmanden beskrives som cirka 20 år gammel, østeuropæisk af udseende, lys i huden, klippet skaldet i siderne og med kort mørkt hår oven på hovedet. Han var iført en grå t-shirt.
“Flere patruljer kørte rundt i anmeldelsesområderne for at finde bilen og gerningsmanden, dog uden held”, skriver Midt- og Vestsjællands Politi.