Skoleleder får kritik af ministerium for ydmygelse af elever

Foto: Google Streetview.
Udgivet Opdateret

Det var en »uacceptabel handling«, da lederen af Strandmølleskolen i Assens i december tog to drenge med op på scenen ved en morgensamling og hev bukserne ned på dem og truede med at klippe deres tissemænd af.

Sådan lyder afgørelsen i sagen fra Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen, der er en instans under Undervisningsministeriet, skriver DR Fyn.

Skolelederen blev anmeldt til politiet, og siden har skolens bestyrelse givet ham en skriftlig advarsel, ligesom han heller ikke længere må have faste vikartimer på skolen. Dog får det ikke ansættelsesmæssige konsekvenser for skolelederen, understreger bestyrelsens næstformand:

»I forhold til de rådgivere, vi har haft inde over, har vi ikke vurderet, at det skal have ansættelsesmæssige konsekvenser, men vi har udsendt en klar melding fra bestyrelsen om, at det her skal ikke gentage sig,« sagde Thomas Hald, næstformand for skolens bestyrelse, da sagen kom for dagens lys i begyndelsen af januar.

Ydmygelsen fandt sted 17. december og udsprang sig af, at de to drenge ikke havde nissehuer på. Strandmølleskolen havde nemlig indført et såkaldt »nissepoliti« i december måned, der skulle sørge for, at alle skolens elever havde nissehuer på.

Powered by Labrador CMS