Slækker på coronakrav: Nu kan børn gøre dette

Sundhedsstyrelsen gør nu busture for børn mulige i institutioner og skoler ved at opdatere retningslinjer. De præciserer også, at snotnæser ikke er et symptom på corona.

Udgivet Opdateret

Efter kritisk fokus på manglende kapacitet og risikoen for negative effekter for børn i daginstitutioner har Sundhedsstyrelsen nu opdateret deres retningslinjer, skriver Politiken.

Det er den fjerde udgave af retningslinjerne, siden de første kom ud 7. april.

Politiken har blandt andet sat fokus på, hvordan udflytter- og skovbørnehaver og institutioner generelt i praksis forhindres i at komme på ture væk fra byerne og bygningerne.

Det skyldtes styrelsens hidtidige krav om, at “børnene placeres i bussen med afstand på to meter fra hinanden”.

Men nu har styrelsen slækket på det krav, så det i stedet lyder:

“Transport fra dagtilbuddet skal arrangeret således, at busserne kører med halvbelægning. Dvs. at børnene placeres så de har et dobbeltsæde per barn”.

Sundhedsstyrelsens enhedschef Niels Sandø forklarer opblødningen i en mail til Politiken:

Sundhedsstyrelsen har i forbindelse med den kontrollerede genåbning af skoler og dagtilbud overført det generelle afstandskrav på 2 meter til også at gælde i busser. I praksis har det vist sig at vanskeliggøre buskørsel af børn i det hele taget. I den forbindelse har Sundhedsstyrelsen været i dialog med en række aktører, og har på den baggrund genvurderet anbefalingen. Det er besluttet, at der kan blødes op på kravet om 2 meter, ved at busserne skal køre med halv belægning“, skriver han.

Gælder også på skoleområdet

Ændringen af reglerne gælder også på skoleområdet, så børn også her nu kan fragtes på tur fra institutionerne.

De opdaterede retningslinjer, der også omfatter skoler, præciserer også, at en stoppet eller løbende næse – uden andre symptomer på COVID-19 – ikke længere bør være årsag til at blive hjemme.

“Stoppet næse eller løbenæse – uden andre symptomer – er ikke typisk for COVID-19, dvs. det er ikke sandsynligt, at symptomerne skyldes COVID-19”.

Derudover fremgår det, at “regeringen har truffet beslutning om, at børn der bor i husstand med en person, der er påvist med COVID-19 ikke skal komme i dagtilbud”.

Endelig er der tilføjet en udvidet beskrivelse af, hvordan man skal forholde sig, hvis man har børn i en særlig risikogruppe.

For personalet præciserer retningslinjerne også, hvem der befinder sig i en særlig risikogruppe, og hvornår personer i risikogruppen kan gå på arbejde.

Det vil bero på en vurdering af lederen og medarbejderen, men “det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at det vil være få ansatte i risikogruppen, som ikke skal møde på arbejde. For eksempel vil velbehandlet diabetes ikke være en hindring for at udføre sit arbejde på en skole, ligesom pårørende til personer i risikogruppen ikke skal sygemeldes eller have særlige hensyn”.

I retningslinjerne lyder forklaringen, at “smitterisikoen ikke vurderes at være større i dagtilbud end den er i det omgivende samfund”.

Powered by Labrador CMS