Slet disse svindel-mails med det samme

De mails er så godt lavet, at vi alle kan komme til at klikke på dem. Men gør det ikke.

Udgivet Opdateret

Politiet advarer nu mod meget veludførte mails. (Se dem i galleriet over artiklen). Ingen ved, hvad der sker, hvis du klikker på linket.

I disse dage florerer der flere troværdige mails, hvori der står, at du har en pakke klar til levering. For at få pakken udleveret skal du dog lige klikke på et link, da der åbenbart er sket en fejl under fragten.

Det oplyser Nordsjællands Politi på sin Facebook-side.

De to mails indeholder ikke de sædvanlige sprogfejl, som svindel-mails ellers plejer at indeholde, og desuden har svindlerne blandt andet oprettet en hjemmeside med adressen pakketerminal(.)com, hvilket ydermere gør det meget svært at aflure, at der er tale om spam – men det er der altså.

Dette fænomen kaldes også for phishing.

Ukendt link

“Vi ved ikke med sikkerhed, hvad der sker, hvis du klikker på linket, men det plejer at være noget med, at de forsøger at lokke information om dit NemID eller dit kreditkort ud af dig, eller også vil de forsøge at installere noget såkaldt malware på din telefon, tablet eller computer”, skriver politikredsen og opfordrer:

“Vores anbefaling er derfor, at du sletter de to mails med det samme uden at klikke på linksne”.

Du kan se de meget vellignende mails i galleriet over artiklen.

Flere falske beskeder

23. maj kunne Newsbreak.dk fortælle historien om andre beskeder og mails, der hører til i den lidt mere suspekte ende af skalaen. Her fik personer at vide, der var en pakke til afhentning på et postkontor. Det viste sig altså også at være en and.

Powered by Labrador CMS