Solgt i hele landet: Populær saftevand trækkes tilbage
Saftevand med risiko for gær og skimmelvækst trækkes tilbage fra hylderne
Kunne du lige trænge til et forfriskende glas saftevand, så kig lige på din saft en ekstra gang. For er det af mærket Mille økologisk solbærsaft og blåbærsaft, produceret af Geia Food A/S, Skælskør, så kan det være at et glas vand er meget bedre for dig.
Geia Food har nemlig kaldt Mille økologisk solbærsaft og blåbærsaft tilbage fra hylderne over hele landet, da der er risiko for gær og skimmel i saftevandet.
Specifikationerne på det tilbagetrukne saftevand er følgende:
Mille Økologisk Solbær konc. 1+4, Bedst før dato: 27/6-2017 med følgende batch nr.: 12405, Bedst før dato: 11/7-2017 med følgende batch numre: 12432, 12433, 12434 og 12435.
Mille Økologisk Blåbær konc. 1+4, Bedst før dato: 27/6-2017 med følgende batch nr.: 12406, Bedst før dato: 11/7-2017 med følgende batch numre: 12436, 12437, 12438 og 12439.
Solgt i Rema 1000
Saftevandet er solgt i Rema1000-butikker i hele landet.
Årsagen til, at der er gær og skimmel i saftevandet er, at låget kan sidde skævt og det gør, at der kan komme luft til produktet, med mulig gær- og skimmeldannelse i produktet til følge.
Kan skumme
“Når der kommer gær i produktet, vil der starte en forgæring, hvorved der udvikles luft, som ses ved en skumdannelse på toppen af produktet, og som kommer ud, når kapslen tages af. Når der kommer skimmel på produktet, vil det være i overfladen af produktet, og ses som hvide flager, der ligger på toppen af produktet. Endvidere er der fare for, at flasken går i stykker pga trykket fra gæringen”, skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
I pressemeddelelsen råder Fødevarestyrelsen folk, der har købt det pågældende saftevand, til enten at kassere det, eller levere det tilbage, hvor det er købt.