Sommerland får hug for sit »Afrikaland«
De bærer kulørte navne som »Hottentot Karrusellen« og »Kannibal Gryderne«, men et par attraktioner i Djurs Sommerland får nu hård kritik for at være racistiske og for at glorificere Vestens kolonisering af Afrika.
Det er interesseorganisationen African Empowerment Center Denmark, der er afsender på kritikken, og som opfordrer forlystelsesparken på Djursland til at ændre attraktionerne.
I Hottentot Karrusellen er en sort stammefigur placeret i midten af karrusellen. Figuren har store, fyldige læber, en ørering i øret, en knogle i håret og er desuden bevæbnet med spyd og skjold.
Attraktionen befinder sig i et temaområde i parken, der hedder »Afrikaland«, og her finder man også »Kannibal Gryderne«, hvor gæster bliver snurret rundt i runde vogne, der ligner gryder, og hvor man kan ende som »familiestuvning«, som det muntert hedder på Djurs Sommerlands hjemmeside.
Og de to attraktioner er med til at afbilde afrikanerne på en ærgerlig og stereotyp facon, mener Josef W. Nielsen, formand for African Empowerment Center Denmark, der arbejder for at udbrede kendskabet til den afrikanske kultur herhjemme.
»Vi mener, at »Afrikaland« som tema er med til at reproducere nogle meget negative stereotyper, der kommer til at handle lidt om at glorificere vores rolle som kolonimagt. For børn, der ser tingene 1:1, kan det være svært at skelne mellem, hvad der er virkelighed, og hvad der er en sjov historie. Og det er uhensigtsmæssigt,« siger Josef W. Nielsen.
Han henviser til årene, hvor særligt de europæiske lande koloniserede store dele af Afrika, og hvor børn blev flasket op med den opfattelse, at sorte mennesker var mindre værd.
»Børn voksede op med den holdning, at sorte mennesker var primitive, eksotiske og dumme, og derfor var det okay at fragte dem rundt, dræbe dem og behandle dem som dyr,« siger Josef W. Nielsen.
»Selvfølgelig er forudsætningerne anderledes i dag, men det er jo ikke alle forældre, der tager deres børn med i Djurs Sommerland, som husker at fortælle deres børn, at det ikke er alle sorte, der er kannibaler, eller at sorte spiser børn,« uddyber han.
Sammen med Everyday Racism Project DK har African Empowerment Center Denmark iværksat en underskriftsindsamling, der skal få Djurs Sommerland til at skrotte de udskældte forlystelser.
»Afrikaland« har i over to årtier været en fast bestanddel af Djurs Sommerlands temaområder, der også tæller steder som »Mexicoland«, »Piratland« og »Vikingeland«.
Sommerlandets administrerende direktør, Henrik B. Nielsen, ærgrer sig over kritikken.
»Vi har jo absolut ikke til hensigt at støde nogen, og vi beklager selvfølgelig. Det er helt ubevidst, at det lige pludseligt er blev tilfældet. Det er ikke noget, vi har oplevet før,« siger han til metroxpress, hvor han samtidig forsikrer om, at man tager kritikken til efterretning, uden at han dog for nuværende ved, om forlystelsesparken vil foretage ændringer.