Spår sig selv en stor rolle

Martin Braithwaite ser frem til at arbejde med ny Barcelona-træner, når han er klar efter sin knæoperation

Martin Braithwaite nåede kun tre ligakampe i denne sæson, inden han blev ramt af den knæskade, der stadig holder ham ude.
Martin Braithwaite nåede kun tre ligakampe i denne sæson, inden han blev ramt af den knæskade, der stadig holder ham ude.
Udgivet Opdateret

Det er selvfølgelig en stor ulempe at være langtidsskadet, når der kommer en ny træner til klubben.

Men knæskadede Martin Braithwaite ser alligevel med stor optimisme frem til sit samarbejde med den nye Barcelona-boss Xavi Hernandez.

- Nu handler det om at komme tilbage, men jeg får en rigtig, rigtig stor rolle, siger den danske landsholdsspiller i et interview med Viaplay.

Braithwaite fik en del spilletid under Xavis fyrede forgænger, Ronald Koeman, og indledte sæsonen med to mål og et måloplæg i de første tre ligakampe.

Stort indtryk

Men de første møder med den nye træner har gjort et stort indtryk på den 30-årige dansker.

Han fortæller, at Xavi er optaget af at skabe klare linjer og banke en vinderkultur ind i holdet efter nogle tunge måneder.

- Han har styr på, hvad han gerne vil gøre og gerne vil ændre. Han ved 100 procent, hvordan han gerne vil spille, og det gør, at der er en sindssyg klarhed over tingene. Det bliver meget spændende, siger Martin Braithwaite.

Han har været ukampdygtig, siden han blev ramt af en knæskade sidst i august. Og det står endnu ikke helt klart, hvornår han er klar til at genoptage karrieren på banen.

- Det går fremad. Når man bliver opereret i knæet, tager det tid. Men det går rigtig godt, lyder det.

I Xavi Hernandez' anden kamp i spidsen for holdet spillede Barcelona tirsdag aften uafgjort 0-0 med Benfica hjemme på Camp Nou.

Powered by Labrador CMS