Sparekniv rammer forskning i barnløshed

Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Der er udsigt til, at regeringen vil spare 35 millioner kroner på Rigshospitalets forskning i sammenhængen mellem hormonforstyrrende stoffer, dårlig sædkvalitet og nedsat fertilitet.

Men bliver den del af regeringens finanslovforslag gennemført, vil det gå hårdt udover Danmarks førerposition på området, lyder det fra fire førende, internationale eksperter, skriver Politiken.

»Hvis beslutningen gennemføres, får det en signifikant skadelig indvirkning på den internationale synlighed og placeringen af den danske biomedicinske forskning,« siger Bernard Jégou, vicedekan for forskning ved French National School of Public Health til avisen.

Forskeren bakkes op af tre kollegaer, der sammenstemmende peger på, at en besparelse på Rigshospitalets EDMaRC-center vil hæmme Danmarks forskning i fertilitet.

Minister: Stadig forskning

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) »anerkender fuldt ud, at det er vigtigt, at der forskes i hormonforstyrrende stoffer«. Hun påpeger dog, at besparelser ikke er ensbetydende med, at forskningen helt må stoppe.

»Fordi vi nu lægger op til, at centret får færre midler at gøre godt med, så er det altså ikke ensbetydende med, at centret må stoppe alle sine aktiviteter,« siger Sophie Løhde i en skriftlig kommentar til Politiken.

Sundhedsstyrelsen skønner, at hver tiende danske barn i dag kommer til verden med hjælp fra fertilitetsbehandlinger. Det skyldes ikke mindst ringe sædkvalitet hos danske mænd.

Powered by Labrador CMS