Stor ændring i Rejsekort-app
Brugere af Rejsekort-appen med iPhone kan fremover begrænse appens adgang til lokationsdata
Når iPhone-brugere i fremtiden skal vælge, hvornår Rejsekort-appen må tilgå deres lokation, vil det være muligt at vælge indstillingen 'Ved brug af appen'.
Det oplyser Rejsekort og Rejseplan A/S i en pressemeddelelse.
Vakte undren
Det har hidtil kun været muligt at vælge indstillingen 'altid', hvorfor appen hele tiden har haft adgang til brugerens lokation. Selv når appen ikke var i brug.
Det vakte sidste forår undren fra flere dataeksperter og Datatilsynet, og nu har selskabet ændrede indstillingerne til lokationsdeling.
Endelig muligt
Kundedirektøren hos Rejsekort og Rejseplan A/S, Jens Willars, understreger, at det hele tiden har været praksis, at man ikke har tilgået data fra kunder, mens de ikke har brugt appen.
- Nu er det endelig muligt at sikre, at indstillingerne afspejler den praksis, der er gældende.
Ville sikre billet
I foråret 2024 lød argumentet fra selskabet, at det "ikke var muligt" at indrette appen med de forskellige indstillinger.
Det var blandt andet fordi, at man ville sikre, at kunder havde en gyldig billet, selv om man ved en fejltagelse kom til at lukke for appen. Derfor var det nødvendigt, at man hele tiden havde adgang til brugernes lokation.
Ikke et problem
Men nu har leverandøren af appen kodet indstillingerne, så det ikke længere er et problem, siger Jens Willars.
- Vi har hele tiden kunne se, at det her var et vigtigt spørgsmål for vores kunder, hvorfor vi lagt rigtig meget energi i det. Så vi har bedt vores leverandører om at kode det anderledes.
Mere trygge
Jens Willars understreger, at appen har de samme funktioner som før.
- Den eneste ændring er, at kunderne nu kan være endnu mere trygge ved, at vi kun indsamler data, når vi bruger appen. Det har sådan set hele tiden været tilfældet, men nu er tvivlen blevet elimineret.
Overvejet før
Der er gået over et år, siden appen blev lanceret, og det er altså først nu, at det er blevet muligt for iPhone-brugere at begrænse adgangen til brugernes lokationsdata.
Og det var ikke noget, man overvejede før lanceringen i 2024, siger Jens Willars.
Standardprodukt
- Appen er et standardprodukt, vi har købt, som også har været i brug i mange andre europæiske lande. Vi antog ikke, at det ville blive et problem i Danmark.
Rejsekort og Rejseplan A/S kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse, hvad omkodningen af appen har kostet.
Testet på flere tusinde
Den nye indstilling er mulig at tage i brug fra torsdag.
Den er blevet testet af 135.000 iPhone-brugere før opdateringen.
Det har hele tiden været muligt for Android-brugere at begrænse adgangen til lokationsdata.