Stor ændring på TV 2
Seere skal til at tænde tidligere for fjernsynet, hvis de ikke vil gå glip af den sene nyhedsudsendelse på TV 2
Seere skal til at tænde tidligere for fjernsynet, hvis de ikke vil gå glip af den sene nyhedsudsendelse på TV 2.
Fra begyndelsen af januar rykker TV 2 nemlig nyhedsudsendelsen klokken 21.30 til klokken 20.50 på TV 2's hovedkanal.
Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.
Ekstra nyhedsudsendelse
Der kommer også en ekstra nyhedsudsendelse på samme tidspunkt søndag aften.
Ændringerne i sendeplanen træder i kraft 5. januar 2026.
Med den fremrykkede nyhedsudsendelse på hovedkanalen vil TV 2-regionernes sene udsendelse også rykkes frem. Den vil blive sendt klokken 21.20 mandag til torsdag og ikke klokken 22.00 som hidtil.
2030-strategi
TV 2 indfører ændringerne som en del af mediets 2030-strategi.
Indholdsdirektør i TV 2 Lotte Lindegaard siger i pressemeddelelsen, at TV 2 vil "samle danskerne om det, der er vigtigt, og det, der kan skabe fælles samtaler".
- Derfor prioriterer vi live-nyheder og samlende programmer i primetime - og vi gør dansk aktualitetsindhold endnu mere tilgængeligt hele dagen, lyder det.
Ændringer i dagtimerne
TV 2 har også for nylig lavet ændringer i sendeplanen i dagtimerne.
Fra 13. oktober blev "Go' morgen Danmark" forlænget med en ekstra times live-sending på alle hverdage.
Det begynder altså nu fra klokken 06.30 og varer frem til klokken 10.30, hvorefter der følger en genudsendelse frem til klokken 14.50.
Kommer i karambolage med DR
Da TV 2's nyhedsudsendelse varer en halv time, vil den med den nye ændring fra januar slutte klokken 21.20.
Det vil komme i karambolage med TV Avisen på DR, som sendes hver aften klokken 21.00 og 25 minutter frem.
Danskernes fortrukne nyhedskilde
Lotte Lindegaard siger i pressemeddelelsen, at det er TV 2's ambition "at være danskernes foretrukne nyhedskilde og have nyt dansk indhold i form af danske programmer og fiktion hver dag før nyhederne".
- Det forpligter os til hele tiden at tilpasse os, styrke fladen og være nærværende - også når danskerne har brug for overblik, viden og perspektiv.