Sulten pølsetyv på spil

En kvinde blev grebet på fersk gerning, da hun forsøgte at stjæle pølser, ketchup og dressing i Bilka

Kvinde rapsede pølser, ketchup og dressing fra Bilka. Foto: Kjersti Hjelmen/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Pølser, ketchup og dressing var det, som en kvindelig tyv havde i sinde at stikke afsted med. Det skriver TV Midtvest.

Varerne, hun havde rapset fra en Bilka i Viborg, vidner om, at den 34-årige kvinde måske var taget afsted på tom mave.

– Jeg tænker simpelthen, at hun må være blevet sulten, og så har hun været ude for at stjæle en flaske Beauvais ketchup, Steff Houlberg pølser og en Bäncke burgerdressing, siger politikommissær Andreas Andersen fra Viborg Lokalpoliti til TV Midtvest.

Det var personalet i Bilka Viborg, der omkring klokken 23 greb kvinden på fersk gerning, da hun prøvede at forlade supermarkedet uden at betale. Varerne havde en samlet værdi af 82 kroner.

Besynderligt tyveri

Det var det eneste, som kvinden havde snuppet.

Politikommisæren fortæller, at det er atypisk, at det er den type varer, tyvene går efter.

Det sker oftere, at det er elektronik eller dyre fødevarer – der så sælges videre.

Og i andre tilfælde kan det være misbrugere, der prøver at stjæle alkohol, hvis det står fremme i butikken.

Pølsetyven blev kortvarigt anholdt og sigtet for butikstyveriet, og hun blev derefter bortvist fra forretningen.

Hun kan se frem til at modtage en bøde for lovovertrædelsen.

Powered by Labrador CMS