Sygeplejerskes forsvarer nedgør dødsstatistik i ankesag

Det er et problem at bruge statistisk materiale som bevis i sagen om sygehusdrab, mener forsvarsadvokat.

Der er usikkerhed forbundet med statistisk materiale om dødeligheden på Nykøbing F. Sygehus. Det siger forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen tirsdag i Østre Landsret. Foto: Nils Meilvang /scanpix/Scanpix
Udgivet Opdateret

Statistik over dødeligheden på Nykøbing F. Sygehus kan ikke bruges som bevis for, at den 32-årige sygeplejerske Christina Aistrup Hansen har dræbt tre patienter og forsøgt at dræbe en fjerde.

Sådan lyder det fra den drabstiltalte sygeplejerskes forsvarsadvokat, Michael Juul Eriksen, tirsdag, hvor ankesagen fortsætter i Østre Landsrets afdeling i Nykøbing Falster.

Sidste år blev sygeplejersken idømt fængsel på livstid for tre drab og et drabsforsøg. Men hun nægter sig skyldig og ankede dommen til frifindelse.

Tirsdag bliver der i landsretten fremlagt statistik over dødsfald på de afdelinger, hvor Christina Aistrup Hansen arbejdede. Det samme materiale blev også fremlagt i byretten.

Tallene viser, at der døde omkring dobbelt så mange patienter på den tiltaltes vagter i 2011 og 2012 på den medicinske afdeling 130 som på vagterne lige inden og lige efter.

Sygeplejersken er tiltalt for ét drab på afdeling 130 i den periode.

Markant overdødelighed

Professor i statistik ved Københavns Universitet Steffen Lauritzen har udarbejdet statistikken og vidner tirsdag i retten. Han forklarer, at overdødeligheden er så markant, at den ikke kan være tilfældig.

Men forsvareren udfordrer statistikerens analyse. Blandt andet er han utilfreds med, at der i beregningerne ikke er taget højde for de nærmere omstændigheder for dødsfaldene.

– Vi ved ikke, om min klient overhovedet har været i nærheden af de døde patienter, eller om de for eksempel er døde i trafikulykker, siger advokaten.

“En spøjs størrelse”

Forsvarsadvokaten påpeger også, at statistisk materiale er en “spøjs størrelse”, og at årsagssammenhængene ikke altid er ligetil.

– Et eksempel er, at der i en by var kommet flere cykelstier. Efterfølgende steg antallet af cykelulykker. Man skulle jo tro, der ville komme færre ulykker. Men det er altså fordi, at flere cykler, når der er cykelstier, siger Michael Juul Eriksen.

Han påpeger også, at det kun er et af dødsfaldene, som falder ind under den periode, hvor der er registreret flere dødsfald på den tiltaltes vagter.

I den periode, hvor hun arbejdede på akutafdelingen, var dødeligheden ikke væsentligt højere på hendes vagter.

– Anklagemyndigheden bruger det her til at sige, at hun nok har slået en masse andre patienter ihjel. Så tallene skal altså fungere som løftestang for at bevise, at hun er skyldig i de øvrige drab, siger forsvarsadvokaten.

Patientdrabene fra Nykøbing F.

Christina Aistrup Hansen er tiltalt for i alt otte forhold – herunder tre drab og et drabsforsøg på Nykøbing F. Sygehus.

I byretten blev hun kendt skyldig 24. juni sidste år, og hun blev idømt fængsel på livstid. Sygeplejersken har sagen igennem nægtet sig skyldig. Hun ankede derfor dommen til frifindelse i landsretten.

Østre Landsret skal nu afgøre, hvorvidt sygeplejersken er skyldig i de otte forhold, hun er tiltalt for. Få et overblik her:

* Forhold 1 beskriver sygeplejerskens påståede drab på den 72-årige Arne Herskov 4. marts 2012 i tidsrummet mellem klokken 09.00 og klokken 21.30 på Nykøbing F. Sygehus ved indgivelse af en overdosis af morfin og diazepam – bedre kendt som Stesolid.

* Forhold 2 handler om, at den tiltalte skal have misbrugt sin stilling og gjort sig skyldig i tyveri ved at stjæle forskellige typer medicin fra sin arbejdsplads, herunder det kraftige sovemiddel Zopiclone og morfin. Alt sammen til en værdi af 145 kroner.

* Forhold 3 anklager sygeplejersken for overtrædelse af autorisationsloven ved i 2015 at have givet sin dengang syvårige datter kraftige og receptpligtige sovepiller af mærket Zopiclone, som ikke må gives til børn.

* Forhold 4 beskriver sygeplejerskens påståede drab på den 86-årige Anna Lise Poulsen. Ifølge anklageskriftet skete det 28. februar 2015. Igen skal der være tale om en dødelig overdosis af morfin og diazepam.

* Forhold 5 beskriver sagens tredje drabsanklage. Her er det den 66-årige Viggo Petersen, som ifølge tiltalen blev dræbt i samme tidsrum som Anna Lise Poulsen. Også fremgangsmåden – en dødelig cocktail af morfin og diazepam – går igen.

* Forhold 6 zoomer ind på et påstået drabsforsøg på den 72-årige Maggi Rasmussen. Ifølge anklageskriftet blev hun forsøgt dræbt i tidsrummet fra 28. februar klokken 19.00 til 1. marts klokken 05.35 med en dødelig overdosis medicin. Kolleger når at give patienten modgift.

* Forhold 7 handler om, at den tiltalte i sit virke som sygeplejerske skal have misbrugt sin stilling til at krænke privates ret og udvist grovere forsømmelse eller skødesløshed, idet hun i forbindelse med de tre påståede drab og drabsforsøget fejlbehandlede de angivne patienter.

* Forhold 8 anklager sygeplejersken for overtrædelse af bekendtgørelsen om euforiserende stoffer ved i forbindelse med sin anholdelse uberettiget at besidde morfintabletter Zopiclone samt en sprøjte, der havde indeholdt Stesolid.

Kilde: Anklageskriftet fra Statsadvokaten i København.

/ritzau/

Sagen ventes at blive afgjort i maj eller juni.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS