Taget forsvandt fra fabrik efter voldsom brand
En voldsom brand tirsdag morgen blev ellers slået ned, men pludselig kunne politiet stå og se den blusse op igen.
En gammel mejeribygning på Stevns er ifølge politiet stort set brændt ned tirsdag i forbindelse med to voldsomme brande, der blev startet af en eksplosion, skriver SN.dk (bemærk at billederne hos SN.dk er taget, før brand to brød ud, red) på sin hjemmeside. Den umiddelbare brand blev hurtigt slået ned, fortæller Midt- og Vestsjællands Politi til Newsbreak.dk.
Problemet opstod så for alvor, da flammerne pludselig blussede op igen. Denne gang ekstra voldsomt, og det har fået store konsekvenser, fortæller Carsten Andersen, der er kommunikationsansvarlig i politikredsen.
– Vi havde betjente dernede, der ventede på Arbejdstilsynet, der skulle undersøge omstændighederne efter den første brand, og pludselig kunne de konstatere, at branden blussede op igen – denne gang meget voldsomt, siger han til Newsbreak.dk.
Bygningen, der i dag huser en produktionsvirksomhed, er beliggende på Skørpingevej ved Havnelev på Stevns. Ingen er kommet til skade i branden, og der har ikke været fare for mennesker.
Beredskabsstyrelsen Sjælland er tirsdag eftermiddag indsat til virksomhedsbrand i Rødvig med 2 mand og redningskran. Samarbejde med Østsjællands Beredskab.
— Lars Høg Schou (@BRSlhsschou) April 10, 2018
– Bygningen er stort set brændt ned. Det er den melding, jeg har fået fra en indsatsleder på stedet, siger Andersen.