Teknisk fejl: Rejsekort-kunder betalte for meget

En teknisk fejl har gjort, at flere Rejsekort-kunder har betalt en forkert pris på deres rejse de seneste dage.

Udgivet Opdateret

Rejsekortet A/S oplyser på sin hjemmeside, at der fra fredag til og med natten til søndag har været tekniske problemer med systemet. Problemerne har betydet at nogle Rejsekort-brugere har betalt en forkert takst for deres rejse.

Hvis man har betalt for meget for en rejse, behøver man ifølge Rejsekortet ikke selv gøre noget for at få sine penge retur.

– Berørte kunder vil automatisk få refunderet beløbet, indenfor en til to uger. Refusionen vil derefter blive overført til kundens rejsekort i forbindelse med en rejse, skriver Rejsekortet i en besked på sin hjemmeside.

Nogle kunder er også blevet opkrævet for lidt for deres rejse, og her tager Rejsekortet fejlen på sin kappe, og de skal derfor ikke betale ekstra.

Problemer med at tjekke ud

Nogle kunder har haft problemer med at tjekke ud med rejsekortet på grund af de tekniske problemer. De behøver ifølge Rejsekortet heller ikke frygte at få et ordentligt smæk, da Rejsekortet ikke vil opkræve noget beløb fra dem.

Ifølge DSB er det især rejsende i den østlige del af landet, der har haft problemer.

Newsbreak.dk har søndag uden held forsøgt at få en uddybende fra Rejsekortet A/S.

Powered by Labrador CMS