Telia ramt af nedbrud

Telias hjemmeside er tirsdag brudt ned.

Teleselskabet Telia har tirsdag store tekniske vanskeligheder med sin hjemmeside. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Telias hjemmeside er brudt ned tirsdag eftermiddag, og tirsdag aften kan man fortsat ikke komme ind på den. Det skriver eb.dk, der har talt med Telias kommunikationsdirektør, Mette Honoré.

– Jeg kan bekræfte, at den er gal med vores hjemmeside. Vi arbejder selvfølgelig på at få løst problemerne, siger Mette Honoré til eb.dk.

Nedbruddet betyder, at Telias kunder ikke kan bruge de selvbetjeningsløsninger, der er på hjemmesiden.

Mette Honoré henviser kunderne til Telias mobilapp eller Facebook-side ind til hjemmesiden er oppe at køre igen.

Det er der lige nu ingen tidhorisont for.

– Jeg kan heller ikke sige præcist, hvad der er skyld i fejlen, og derfor kan jeg heller ikke sige, hvornår problemet er løst, siger Mette Honoré

Powered by Labrador CMS