Tidligere DR-profil skifter til reality

Gyrith Cecilie Ross er vært på nyt realityprogram. - Man kan jo spørge sig selv, hvor stor forskellen på at riste en politiker og en Fboy egentlig er

Udgivet Opdateret

Mange vil formentlig genkende Gyrith Cecilie Ross fra sin tid som radiovært på P3 og som vært på "Quizzen med Gyrith Cecilie Ross" på DR2.

Nu kaster den tidligere DR-vært sig ud i en helt ny genre.

Hun skal nemlig lave reality-tv.

Det sker, når hun til foråret er vært på programmet "Fboy Island Danmark", der får premiere på Kanal 4, discovery+ og HBO Max.

Ny type udfordring

- Jeg har aldrig lavet reality-tv, så at dykke ned i det format og kombinere det med min til tider nok lidt kantede humor, var en ny type udfordring, siger Gyrith Cecilie Ross i en pressemeddelelse fra Warner Bros. Discovery.

I "Fboy Island Danmark" søger tre singlekvinder den ægte kærlighed. Den skal de forsøge at finde blandt 16 forskellige unge mænd.

Otte af dem er selvudnævnte "nice guys", der oprigtigt er interesseret i kvinderne.

De resterende otte unge mænd er såkaldte "Fboys", som blot er ude på at løbe afsted med pengepræmien.

Det skal kvinderne navigere i, for alle 16 mænd foregiver at være "nice guys".

Journalist og tv-vært Gyrith Cecilie Ross skal være vært på den danske udgave af den amerikanske reality-serie 'Fboy Island'. (PR-foto).
Journalist og tv-vært Gyrith Cecilie Ross skal være vært på den danske udgave af den amerikanske reality-serie "Fboy Island". (PR-foto).

Erfaring med satire

Gyrith Cecilie Ross har fra sin tid som vært på det politiske quizprogram fra DR2 erfaring med satire.

Her var hun ikke bleg for i ny og næ at komme med stikpiller til de politikere, der deltog.

Den erfaring kan hun drage nytte af i sit nye værtsjob.

- Man kan jo spørge sig selv, hvor stor forskellen på at riste en politiker og en Fboy egentlig er - jeg har ikke svaret. Men en universel sandhed er, at kun de færreste af begge typer holder, hvad de lover, siger Gyrith Cecilie Ross i pressemeddelelsen.

Gyrith Cecilie Ross var vært på DR-programmet 'Quizzen med Gyrith Cecilie Ross' på DR2 gennem tre år. (Arkivfoto).
Gyrith Cecilie Ross var vært på DR-programmet "Quizzen med Gyrith Cecilie Ross" på DR2 gennem tre år. (Arkivfoto).

Skabt af manden bag 'The Bachelor"

"Fboy Island" blev skabt af Elan Gale, der også er manden bag realityprogrammet "The Bachelor", hvor et hav af kvinder bejler til den samme fyr i håb om at finde kærligheden.

Det koncept har TV 2 foreløbigt sendt to danske sæsoner af. En tredje sæson er på vej, hvor det denne gang er to kvinder, som en flok mænd skal bejle til.

I USA har "Fboy Island" allerede kørt i to sæsoner, og til foråret kommer altså den danske version.

De i alt ti afsnit af reality-serien får premiere på Kanal 4, discovery+ og HBO Max.

Powered by Labrador CMS