Tidligere PET-chef: Umuligt at følge alle ekstremister

Foto: Colourbox
Udgivet Opdateret

Det kræver tusinde af politifolk at følge alle, der har samme historie som Omar El-Hussein, siger Frank Jensen

En ung mand stikker tilsyneladende umotiveret en 19-årig mand med en kniv. I fængslet viser han tegn på islamistisk radikalisering, og hans generalieblad viser forbindelser til bandemiljøet. Det lyder som en mand, PET ville følge tæt.

Men så simpelt er det ikke nødvendigvis, fortæller den tidligere operative chef for PET Frank Jensen, der i dag er analytiker hos TV2. Han mener, det er for tidligt at fælde dom over, hvorvidt PET har begået fejl.

For de ingredienser kan man finde mange steder, siger han.

– Der er vel 1000 bandemedlemmer. De har alle sammen våbentræning og underlige synspunkter. Der er 50 krigere, der er kommet hjem fra Syrien. De har også mærkelige synspunkter. Der er dem, der bliver radikaliseret i fængslerne, siger han.

Derfor er det ikke nødvendigvis mærkeligt, at PET ikke har haft den formodede gerningsmand til weekendens angreb under opsyn.

– Hvis man skal dække alle de her med voldspotentiale, så skal man bruge flere tusinde politimænd, siger Frank Jensen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS