Tiltale: Mand holdt fanget i ti timer på grund af gæld

To brødre er tiltalt for at have holdt en mand fanget i en lejlighed i Valby. Sagen skal for retten onsdag.

En gæld på 87.000 kroner var tilsyneladende grunden til at en mand ifølge et anklageskrift blev holdt fanget i en lejlighed i ti timer. Her blev han bundet, truet og slået, påstås det i anklageskriftet. Foto: Colourbox/Free
Udgivet Opdateret

En mand blev bundet på hænder og fødder og holdt fanget i en lejlighed i ti timer på grund af en gæld på 87.000 kroner.

Sådan lyder anklagen mod to brødre fra københavnsområdet på henholdsvis 23 og 25 år, der er tiltalt for at stå bag tilfangetagelsen.

Den 25-årige skal sammen med flere andre ukendte medgerningsmænd have holdt manden fanget i en lejlighed i Valby i omkring ti timer fra 9. november til 10. november 2014.

Den anden bror var ikke med til selve tilfangetagelsen, men tilskyndede og planlagde forbrydelsen, hævdes det. De to brødre skal også have været i kontakt på telefon under tilfangetagelsen.

Manden, der blev holdt fanget, kender angiveligt den 23-årige mand, som han tilsyneladende skyldte penge.

Det fortæller anklager Rasmus von Stamm. Han forklarer, at gælden kan være opstået, fordi manden har fået beslaglagt penge i forbindelse med en anden sag om narkotika.

De penge mener brødrene så, at manden skylder, fortæller anklageren.

Truede med kniv

Offeret blev ifølge anklageskriftet først overfaldet på Amagertorv af den 25-årige bror, som sprang op på ryggen af manden og truede ham med en kniv.

Efterfølgende tvang han sammen med en gruppe ukendte medhjælpere manden ind i en bil, hvor han blev slået og kørt til lejligheden i Valby, påstås det.

Her blev manden bundet på hænder og fødder og slået i ansigtet. Det lykkedes dog ikke brødrene at få fat i pengene, da politiet dukkede op i lejligheden efter ti timers tilfangetagelse.

Ifølge anklageren sendte den tilfangetagne mand en sms til sin far, som via app’en “Find My Iphone” kunne spore sig frem til mobilen.

Politiet fandt senere frem til den anden bror, der ikke var i lejligheden. Begge brødre blev varetægtsfængslet, men er blevet løsladt igen.

Den 23-årige er dog i dag varetægtsfængslet for en anden forbrydelse.

Straffesagen indledes onsdag i Københavns Byret.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS