To kvinder døde efter dødsulykke: 24-årig mand fængslet
Manden er blandt andet sigtet for uagtsomt manddrab.
Otte personer blev søndag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i København. Da grundlovsforhøret var overstået, blev de syv af dem løsladt. Den sidste, en 24-årig mand, er blevet varetægtsfængslet til 1. juni. Det skriver flere medier, herunder TV2.
Han er også den af de otte, der stod over for den værste sigtelse; uagtsomt manddrab, hvilket han i øvrigt nægtede sig skyldig i. De syv andre nægtede sig skyldige i det, de var sigtet for; § 252 i straffeloven, der i ydereste konsekvens kan give otte års fængsel. Paragraffen handler om, at man frembringer fare for andre menneskers liv og førlighed.
Voldsom ulykke
Samtlige otte personer var i retten, fordi de lørdag aften var tilstede i vandet ved Langebro i København. Her døde to amerikanske kvinder i en voldsom jetski-ulykke, da deres lille båd blev påsejlet af en jetski.
Den 24-årige er sigtet efter § 252 og for at stikke af fra de nødstedte kvinder, efter at ulykken var sket. Flere personer kom til skade i forbindelse med ulykken, der altså kostede to kvinder livet.
Politiet var tilstede, da ulykken fandt sted. Der var betjente på en politibåd, der var tilkaldt til området, fordi flere personer havde alarmeret politiet om, at der blev sejlet meget stærkt på jetski omkring Langebro.
Alene det er en forseelse i sig selv. Da Newsbreak.dk tidligere søndag talte med politiinspektør ved Københavns Politi, Jens Jespersen, fortalte han, at politiet befandt sig i vandet i en båd, fordi de gennem årene har fået en hel del anmeldelser om, at der bliver sejlet med jetski i Københavns Havn og i kanalerne.
– Som udgangspunkt må du slet ikke sejle med jetski i Københavns Havn eller i kanalerne, fortalte Jens Jespersen tidligere søndag.
Fra politibåden kunne betjentene se, hvad der skete. De kunne også se, at flere jetski efter ulykken flygtede. De sejlede væk fra København. Politiet igangsatte en eftersøgning.
– I relevante havne syd for København. I Brøndby Havn træffer vi så de personer, der i dag skal fremstilles i grundlovsforhør, fortalte Jens Jespersen tidligere søndag.