To mænd dømt for røveri mod pengetransport

Arkivfoto: Colourbox
Udgivet Opdateret

En dansk mand på 25 år og en svensk mand på 40 år er blevet kendt skyldige i et voldsomt røveri mod en pengetransport ved Tilst i maj sidste år. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

De to mænd skal nu tre år bag tremmer. Svenskeren bliver desuden udvist for bestandigt.

Det var en pengetransport fra firmaet Nokas, der blev røvet 13. maj 2014. Pengetransporten var tidligt om morgenen på vej ned ad tilkørslen til en motorvej, da en blå Toyota Carina bremsede hårdt op og tvang pengetransporten til at standse.

Kort efter kom en sort Porsche Cayenne kørende bagfra, og tre mænd i hvide dragter og sort maskering truede med en pistol pengetransportens chauffør til at åbne op for boksen. Gerningsmændene stak af med et udbytte på cirka 3,3 millioner kroner.

»Jeg er meget tilfreds med, at retten har været enig i min vurdering af beviserne og har fastsat langvarige fængselsstraffe for det særdeles grove røveri,« udtaler anklager Mette Fladkjær fra Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

De to mænd blev anholdt 9. juli sidste år og har siddet fængslet siden. De er dømt for røveri, ildspåsættelse af flugtkøretøj og tyveri af de to biler, der blev brugt under røveriet.

Den tredje gerningsmand er fortsat ikke blevet identificeret. Udbyttet på cirka 3,3 millioner kroner er heller ikke fundet.

De to mænd ankede begge dommen.

Powered by Labrador CMS