To vejarbejdere ramt af bil - den ene kæmper for sit liv
Afspærringen blev fredag aften før midnat ophævet, og trafikken kører igen gennem tunnelen, fremgår det hos Vejdirektoratet.
Tårnbytunnelen på Øresundsmotorvejen er fredag aften spærret i vestgående retning efter et alvorligt færdselsuheld.
To vejarbejdere er blevet påkørt, og den ene er i kritisk tilstand.
Det siger vagtchef i Københavns Politi Anette Ostenfeldt.
- Det er nogle, der har arbejdet derude og er blevet ramt. Begge er kørt på Rigshospitalet, og den ene er i kritisk tilstand, siger vagtchefen.
Forventes genåbnet 'inden længe'
I retningen fra Sverige mod København er Tårnbytunnelen spærret.
Vagtchefen forventer dog, at oprydningsarbejdet "inden længe" er overstået.
Al trafik bliver ledt uden om afspærringen ved fra- og tilkørsel 18 Tårnby.
Politiet fik en melding om det alvorlige færdselsuheld klokken 19.42 og var massivt til stede.
Ifølge Vejdirektoratet var forventningen omkring klokken 20.30, at vejen kan genåbnes "sidst på aftenen".
Tårnbytunnelen ligger på E20-motorvejen og ligger få kilometer fra Københavns Lufthavn.