Toldere savner muskler i kampen mod ulovlige cigaretter

Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Forleden snuste Skats hund Lana sig frem til ti millioner ulovlige cigaretter i en container på Aarhus Havn.

Fundet er kun toppen af isbjerget, lyder det fra toldernes fagforening og en tobaksproducent. Sidste år var to ud af 100 cigaretter, der blev tændt i Danmark, ulovlige. Det snød den danske statskasse for knap 160 millioner kroner, viser en rapport fra revisionshuset KPMG.

»Ulovlige cigaretter er et kæmpe problem i Danmark,« siger Jørn Rise, formand for fagforeningen Dansk Told & Skatteforbund.

Smuglerne ser store muligheder i Danmark, fordi cigaretter koster en mindre formue i nabolande som Norge og Storbritannien, fortæller han.

»Det betyder, at man forsøger at få cigaretter ind på alle mulige måder. Da Danmark ikke har så meget toldkontrol, som vi burde have, bruges Danmark som indskibningshavn, og så transporteres de videre derfra.«

Tilsvarende toner lyder fra tobaksproducenten Philip Morris Danmark:

»Vi ved, at smugling ofte foregår ved at sende de ulovlige varer fra havn til havn, og hvis ikke myndighederne i transitlande som Danmark griber ind, får vi aldrig stoppet de kriminelle bagmænd,« siger kommunikationsansvarlig Thomas Jepsen.

»Der er behov for mere samarbejde, flere ressourcer til myndighederne og en bedre regulering på området. For de kriminelle bagmænd handler det hele om, hvad gevinsten er i forhold til risikoen, og lige nu er den i de kriminelles favør,« tilføjer han.

Toldernes formand er enig.

»I min verden er der kun én ting at sige: Man skal øge ressourcerne, fordi man skal øge risikoen for at blive opdaget. Det er det eneste, smuglerne har respekt for. Man kan godt tale om intelligent toldkontrol og efterretninger, men det nytter ikke noget, hvis man ikke har muskelkraften til det,« siger Jørn Rise.

Tolderne arbejder for Skat, og her deler man ikke bekymringen.

»Det giver sig selv, at jo flere ressourcer, man sætter ind, jo finere bliver nettet. Men det er illusorisk at tro, at vi kan stoppe og kontrollere alle containere,« siger underdirektør Preben Buchholtz.

Når man kigger ud i Europa, er problemet endnu mere omfangsrigt. Sidste år var cirka ti procent af cigaretterne i EU ulovlige. Det kostede samlet 11 milliarder euro i tabt skatteprovenu.

Thomas Jepsen fra Philip Morris glæder sig over, at problemet umiddelbart er mindre i Danmark, men han opfordrer alligevel de danske politikere til at handle.

»Jeg kan godt være nervøs for, at man først begynder at sætte ind, når de kriminelle for alvor har opbygget deres distributionskanaler i Danmark. På det tidspunkt har folk så været ude at købe deres første ulovlige cigaret og dermed overskredet den moralske barriere, og så bliver det svært at gøre noget.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra skatteminister Karsten Lauritzen (V), men Venstres skatteordfører, Louise Schack Elholm (V), erklærer sig klar til at lytte til toldere og tobaksproducenter. Hun understreger dog, at Venstre ikke er klar med penge her og nu.

»Jeg er glad for, at det lykkedes at finde den kæmpeportion ulovlige cigaretter med de midler, der er på nuværende tidspunkt. Jeg synes, det er for tidligt at diskutere mandskabssituationen på nuværende tidspunkt«.

Powered by Labrador CMS