Tre litauere fængslet og udvist for tyveri

Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Tre litauere er blevet idømt fængsel og udvisning af Danmark for at have stjålet store mængder værktøj fra håndværkerbiler i september sidste år. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

De tre personer modtog dommen ved Retten i Sønderborg. En af de tre tiltalte fik to års fængsel og udvisning af Danmark for bestandig, mens de to andre blev idømt hver halvandet års fængsel og udvisning i 12 år.

Retten lagde til grund, at sagen drejede sig om værdier for op til 1,4 millioner kroner.

Litauerne blev anholdt i september 2014 i et sommerhus nær Bredebro. Her opbevarede de mere end 300 stykker professionelt værktøj, som var blevet stjålet fra nogle håndværkerbiler tidligere på måneden.

Tidligere sidste år blev tre andre litauere pågrebet i Tyskland med store mængder stjålet værktøj fra Danmark. Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at deres efterforskning kædede de to grupper sammen, og at det kastede en ekstra tiltale og dom for hæleri af sig i sagen, som blev afgjort onsdag.

»Politiet har gennem længere tid efterforsket sagen, og det har ført til, at de kunne kæde de tre litauere sammen med tidligere begået kriminalitet. Det har vi nu kunnet drage dem til ansvar for, og det er vi naturligvis meget tilfredse med,« lyder det fra senioranklager Britt Ankersø i pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS