Trods hul i statskassen: LA vil have skattelettelser

Statsminister Helle Thorning-Schmidt i spørgetime, tirsdag den 10. marts, 2015. Ole Birk Olesen. (Foto: Nils Meilvang/Scanpix 2015)
Udgivet Opdateret

Partiet foreslår skattelettelser til borgere og virksomheder, efter at regeringens kasseeftersyn viser et hul.

Liberal Alliance mener, at skattelettelser er vejen frem, selv om regeringens kasseeftersyn mandag viste et hul i den danske økonomi, som gør, at regeringen vil reducere råderummet med tre milliarder hvert år fra 2016 frem mod 2020.

Det siger partiets finansordfører, Ole Birk Olesen.

– Det er sådan set meget sundt, hvis det her kasseeftersyn kan flytte diskussionen fra, hvordan staten kan bruge flere penge, til hvordan pengene kan bruges bedre, siger han i en kommentar.

Ole Birk Olesen siger, at Liberal Alliance “gerne byder ind” med forslag til, hvordan pengene kan bruge. Partiet foreslår – måske ikke så overraskende – skattelettelser til borgere og virksomheder.

– Der er rigeligt råd til både at give borgerne flere af deres egne penge tilbage og til at sikre en sund offentlig økonomi med god kernevelfærd, hvis blot vi prioriterer anderledes, lyder det fra Ole Birk Olesen.

Før valget baserede både Venstre og Socialdemokraterne deres valgløfter på, at der frem mod 2020 vil være et råderum på 39 milliarder kroner.

Men finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) tager med sit kasseeftersyn en god bid af det beløb.

– Det kan godt være, at der ikke automatisk kommer så mange nye penge i kassen, som man har regnet med.

– Men de offentlige udgifter udgør stadigvæk mere end 1000 milliarder kroner, og politik handler også om at prioritere inden for eksisterende udgiftsområder, lyder det fra LA.

Økonomisk Redegørelse, der udkom sammen med kasseeftersynet, forventer et underskud på den offentlige saldo på 54 milliarder kroner i år og 57 milliarder kroner næste år.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS