Under halvdelen af medlemmerne i folkekirken tror på Gud

Ny rundspørge viser, at kun 43 procent af kirkens medlemmer tror på den Gud, kirken forkynder

Arkivfoto.
Udgivet Opdateret

Folkekirkens medlemmer betaler rask væk flere tusinde kroner om året i medlemskontingent.

De lader deres børn døbe og skal selv begraves fra kirken. Alligevel er det ikke engang halvdelen, der kan svare ja til den vel nok mest elementære del af folkekirkens grundlag, nemlig troen på Gud.

Det viser en ny rundspørge, som analyseinstituttet You-Gov har foretaget for Kristeligt Dagblad blandt et repræsentativt udsnit af danskerne. Her svarer 43 procent af dem, der er medlem af folkekirken, ja til spørgsmålet, om de tror på Gud.

Dermed rejser spørgsmålet sig her under en af kirkeårets største højtider, hvordan man så skal forstå den form for kristendom og religiøsitet, der findes blandt de 75 procent af danskerne, der er medlem af folkekirken.

Spørger man Astrid Krabbe Trolle, religionssociolog ved Københavns Universitet, lyder svaret, at folkekirkemedlemskabet i lige så høj grad handler om identitet som om religiøsitet.

– Der er mange grunde til, at man er medlem af folkekirken, men ofte handler det om tradition og familieoverlevering. Desuden ser mange det som et nationalt fællesskab. Det vil sige, at man er medlem af folkekirken med det argument, at man er dansker og ikke nødvendigvis, fordi man er religiøs, siger hun og tilføjer, at meget tyder på, at koblingen imellem danskhed og kristendom er blevet styrket de seneste år, blandt andet som en modreaktion på, at islam fylder mere i offentligheden.

Af undersøgelsen fremgår det også, at 83 procent af folkekirkens medlemmer nævner kristendommen som den religion, de tilhører. Syv procent svarer, at de tilhører ”ateisme”, mens resten svarer, at de enten ikke tilhører nogen religion eller ikke ved, om de gør det.

Men man skal ikke tage fejl af, at danskernes medlemskab af folkekirken også har noget med religiøsitet at gøre. Det siger Peter Lodberg, teologiprofessor ved Aarhus Universitet og forfatter til bogen ”Danskernes tro igennem 1000 år”.

– Min oplevelse er, at mange har svært ved at sætte ord på, hvad de tænker om tro. Der er ganske enkelt ingen tradition i Danmark for, at man diskuterer forestillinger om det guddommelige. Det kompenserer man så for ved at være medlem af folkekirken. Den bliver en stedfortræder for ens egen tro, og præsten bliver derved en slags tros-vikar, siger han.

Kilde: Kristeligt Dagblad

Powered by Labrador CMS