Under halvdelen ved at dette er ulovligt i bussen

Det kan koste dig liv, førlighed og dyre lærepenge, hvis du ikke spænder selen i bussen gennem Danmark.

Udgivet Opdateret

Spænder du altid selen, når du kører tværs over landet i en bus – eller er på turistrundfart i en af landets større byer?

Sikkerhedsselen er et lovkrav i turist- og fjernbusser, men det er rigtig mange danskere ikke klar over.

Artiklen fortsætter under videoen.

Kun 43 procent af danskerne ved, at det er strafbart at køre uden sele, mens de resterende svarer, at det ikke er ulovligt, eller at de ikke kender reglerne.

Og af den andel, der har benyttet sig af busserne i det seneste år, svarer kun 41 procent, at de altid spænder sikkerhedsselen.

Det fremgår af en underundersøgelse, som Epinion har lavet for Rådet for Sikker Trafik.

– Det er virkelig et problem, at folk ikke kender reglerne, konstaterer Pernille Ehlers, som er chefkonsulent hos Rådet for sikker Trafik.

Nogle af de værste ulykker

For selv om busserne er et af de sikreste transportmidler på de danske veje, kan det til gengæld gå virkelig galt, hvis man ender i en ulykke.

– Hvis bussen kører galt, risikerer man at blive slynget meget kraftigt ind i sædet foran eller rundt i bussen, siger hun og tilføjer:

– Hvis bussen vælter, kan man I værste fald blive slynget ud af vinduet, hvorefter bussen ender ovenpå en.

Så på trods af at ulykkerne er sjældne, er det mindst lige så vigtigt at spænde selen i bussen, som det er i en almindelig personbil.

Dyr bøde

I den mindre alvorlige, men fortsat ærgerlige ende risikerer du også en bøde, hvis politiet stopper den fjern- eller turistbus, du sidder i. Bøden er på 1500 kroner.

– Vi laver løbende kontroller i den type busser, fortæller politiassistent Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Samtidig tjekker politiet, om der er opsat skilte eller lignende i bussen, som dikterer, at sele er lovpligtigt. Det er nemlig et krav til busselskabet.

– Men selv om der ikke er skilte i bussen, er det ikke en undskyldning for passagerne, siger Christian Berthelsen.

Det er altid dit eget ansvar at kende reglerne. Dermed er det også dig, som får bøden, selv om chaufføren ikke har levet op til sin del.

De unge er de værste

Det er især de unge, der har svært ved at huske sikkerhedsselen i busserne. Og det er ellers netop de unge, der er de hyppigste brugere af fjernbusser som Flixbux og Kombardo Expressen.

Kun 38 procent af de 18-35-årige ved, at sikkerhedsselen er lovpligtig, og kun 22 procent af dem, der benytter busserne, spænder altid selen.

Reglerne for sikkerhedsseler gælder ikke i bybusser, ligesom der ikke vanker en bøde, hvis bussen er fra før, selerne blev et lovkrav og dermed ikke er udstyret med seler.

Powered by Labrador CMS