Ung kvinde syg med mæslinger

Hun manglede vigtig vaccine.

En kvinde fra Aarhus har fået mæslinger. Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

En kvinde i tyverne har fået påvist mæsinger på Aarhus Universitetshospital. Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse. Kvinden blev ikke MFR-vaccineret som barn, og hun er med stor sandsynlighed blevet smittet under en ferierejse i Asien.

Sagen gør, at læger i Aarhus og omegn opfordres til at være særligt opmærksomme på sympotomer på mæslinger hos børn og yngre voksne, skriver Statens Serum Institut. Det er eksempelvis vigtigt, at personer mistænkt for mæslinger så vidt muligt ikke opholder sig i venteværelser med andre patienter, idet mæslinger er yderst smitsom.

Om MFR-vaccinen skriver SSI:
Vaccination mod mæslinger er en del af MFR-vaccinen, som tilbydes alle børn i børnevaccinationsprogrammet. Ikke-immune rejsende er i risiko for at blive smittet og vil evt. kunne smitte andre efter hjemkomsten til Danmark. Dette er set gentagne gange i de seneste år, og man opfordres til at sikre sig, at især børn og yngre voksne er MFR-vaccineret for at undgå sygdom og introduktion af mæslinger igen i Danmark.

Forebyggelse tilrådes

Peter Henrik Andersen, der er afdelingslæge på Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse på SSI opfordrer i al almindelighed til, at MFR-vaccinen bliver udført som led i forebyggelse af smitsomme sygdomme.

”Med brandslukning mener jeg, at sundhedsmyndighederne skal bruge mange ressourcer på at foretage smitteopsporing og give evt. behandling efter smitteudsættelse, hvis smitte allerede har fundet sted. Det drejer sig ofte om mange personer, fordi udsættelse for smitte typisk sker på hospitaler, skoler eller arbejdspladser, og fordi mæslingevirus er så smitsomt,” siger Peter Henrik Andersen i pressemeddelelsen.

Vaccinen er gratis for børn og unge under 18 år. Er man over 18, skal man i udgangspunktet selv betale for vaccinen. Mæslinger cirkulerer i en række lande, både inden for Europa og i fjernere dele af verden. Det giver nu og da anledning til store udbrud.

I perioden januar 2016 til januar 2017 er der konstateret 4484 tilfælde af mæslinger i Europa. 13 af disse tilfælde er endt med dødsfald. I Danmark blev der i 2016 påvist tre filfælde af mæslinger i Danmark. Alle tre tilfælde skete, fordi patienten blev smittet på en tur til udlandet.

”Så man skal tænke på risikoen for mæslinger, både ved rejse til Afrika og Asien, men også inden for Europa er der altså fortsat en risiko i mange lande”, siger Peter Henrik Andersen i pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS