Ung mand stukket i halsen på åben gade
En 29-årig mand kræves fængslet for at have stukket en 24-årig mand i halsen med en kniv i Aarhus.
En 24-årig mand blev ifølge politiet forsøgt slået ihjel natten til tirsdag, da han blev stukket med en kniv i halsen i Aarhus.
Østjyllands Politi fremstiller i Retten i Aarhus i dag klokken 13.00 en 29-årig mand sigtet for forsøg på manddrab. Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.
Den 29-årige mand blev natten til tirsdag klokken 1.52 anholdt og sigtet for forsøg på manddrab på en 24-årig mand på Lille Torv i Aarhus C.
Den 29-årige mand bliver sigtet for at have skåret den 24-årige mand i halsen med en kniv, så han fik dybe læsioner.
– Vi vurderer, at når man skærer en i halsen med en kniv, så kunne det have gået helt galt, hvis han ikke havde nået at afværge, siger pressemedarbejderen til Ritzau om sigtelsen.
Den 24-årige er uden for livsfare, men er fortsat på hospitalet. Østjyllands Politi fik anmeldelsen klokken 1.41 og kunne kort efter anholde den formodede gerningsmand.
Politiet fortæller ikke yderligere om de nærmere omstændigheder. Det vides derfor ikke, om de to personer kendte hinanden. Ifølge politiet er der umiddelbart ikke tale om noget banderelateret.
Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre – derfor har Østjyllands Politi ikke yderligere detaljer om sagen.