Unge erstatter morgenmaden med energidrik

Newspaq
Udgivet Opdateret

En energidrik på vej til skole er tilsyneladende blevet et udbredt fænomen blandt danske unge.

En ostemad eller en skål havregryn er yt blandt en stor gruppe større danske børn og teenagere. De klarer i stedet dagens første og vigtige måltid med en eller flere energidrikke på vej til skole.

Salgsrepræsentanter fra 7-Eleven-butikker, DSB-kiosker og Netto-butikker i København, Aarhus, Odense og Aalborg fortæller til metroxpress, hvordan energidrik til morgenmad er blevet mere populært gennem de senere år.

Tendensen bakkes op af en EU-undersøgelse fra 2013, der viser, at hver ottende barn eller unge drikker dem hver dag.

Danske tal fra Nielsen Scantrack viser, at salget steg fra cirka 4,07 millioner liter i 2010 til 8,45 millioner liter i 2012.

– Det er bestemt ikke sund morgenmad. Og drikker man mere end en, som mange jo gør, har man risiko for både ubehag som midlertidige adfærdsændringer, øget nervøsitet og ængstelighed samt skadevirkninger, som godt kan gå hen og blive decideret farlige, siger forsker i energidrikke fra DTU Fødevareinstituttet Marta Axelstad Petersen.

Heller ikke ernæringsekspert Kim Ustrup fra Steno Diabetes Center mener, de meget søde energidrikke er et godt alternativ til morgenmaden.

– Mennesker, som ikke spiser morgenmad, har større risiko for at blive overvægtige og som følge heraf øget risiko for at udvikle diabetes.? Vi ved, at stort indtag af sukker feder, så drikkene kan bidrage til den stigende fedme og dermed diabetes, siger han til metroxpress.

Hos Giftlinjen på Bispebjerg Hospital modtager man jævnligt opkald fra unge, der har drukket for meget energidrik.

– Vi får flere opringninger fra unge, der oplever hjertebanken og føler sig skidt tilpas, efter de har drukket for meget energidrik,” oplyser overlæge på Giftlinjen Niels Ebbehøj.

Powered by Labrador CMS