Varm honning virkede: To løsslupne aber fanget
Det onsdag morgen lykkedes Munkholm Zoo at fange to af de fire berberaber, der lørdag slap ud og stak af fra deres bur.
Masser af frugt og varm honning.
Den cocktail var for svær at modstå for en af de fire løsslupne berberaber fra Munkholm Zoo på Djursland. Onsdag morgen klappede fælden derfor i bagved den, da den begav sig ind i et bur, som zoopersonalet havde fyldt med søde frugtfristelser og smurt ind i varm honning.
– Vi byggede et stort bur i går deroppe på ødegården (hvor aberne befandt sig /red). Her til morgen havde vi så en til at sidde og holde vagt, som skulle rykke i en snor, når aberne kravlede ind i buret, og det lykkedes, fortæller zoo-direktør Benny Johansen til Newsbreak.dk, mens han er ved at fragte en indfanget abe tilbage til buret i Munkholm Zoo.
Det var dog kun en enkelt af de fire aber, der gik i fælden i første omgang.
Men samtidig er det også lykkedes at fange en anden af aberne. Den gik dog ikke i det store bur.
– Det var i sådan en rævefælde, som har stået der siden lørdag, uden de er gået i den, fortæller Benny Johansen, der blev noget overrasket over fangsten.
– Fælden var egentlig bare smidt til side, men så var der stadig en vindrue i den, og så var der sgu en af aberne, der gik i den. Det viser bare, at du kan lægge så mange planer du vil, men du kan ikke regne ud, hvad de vil gøre, siger han.
Komplet uforudsigelige
Jagten er dog langt fra overstået, da der stadig er to aber på fri fod. Den ene befinder sig stadig omkring gården, hvor det lykkedes at fange to af aberne, mens den sidste abe opholder sig ved byen Balle.
Zoopersonale vil nu forsøge at lokke den tredje abe ved gården i den samme fælde, som de havde succes med i morges. Udover den søde, spiselige lokkemad, bliver der dog nu også brugt levende lokkemad, da man har sat en af de indfangne aber i et mindre bur inde i det store bur i håb om, at aben vil komme hen til sin ven. Samtidig forsøger man også at sætte en fælde op ved den fjerde abe i Balle.
Benny Johansen tør dog ikke komme med konkrete forudsigelser om, hvornår alle aberne er tilbage i deres indhegning, for de er komplet uforudsigelige, har han konstateret efter fire dages abejagt.