Vidste du det? Disse ting skal ikke skylles ud i toilettet

Der er ting, der ikke må komme i toilettet, der slet ikke er ikke skabt til alskens affald, og ændrer vi ikke adfærd, kan regningen i sidste ende hos forbrugerne, lyder advarslen.

Udgivet Opdateret

I med affaldet, tryk på det store skyl, og så er problemet væk. Den fremgangsmåde er der mange af os, der praktiserer, når vi putter alt fra vatpinde til hår i toilettet. Virkeligheden er bare en anden.

Butikskæder som Brugsen, Kvickly og Føtex besluttet at droppe salget af plastikvatpinde, fordi mange af os skyller dem ud i toilettet, og de derefter ender i naturen.

Og hos Miljøstyrelsen kender man alt til problematikken med at bruge toilettet som skraldespand, fortæller biolog Per Helmgaard.

– Det er et gammelkendt problem, at især vatpinde, men også engangsvaskeklude, køkkenrulle, klude, bleer, hygiejnebind og kondomer, koster forsyningerne millioner af kroner om året som følge af tilstopning af eksempelvis pumper og driftsstop, siger han.

Folk putter dumme ting i toilettet

Problemet kender man godt til hos vandselskabernes interesseorganisationen, Danva.

Her prøver man derfor at informere folk om de økonomiske konsekvenser, der kan være forbundet med at komme forkerte ting i toilettet.

– Det giver i sidste ende øgede udgifter, som bliver lagt på vandregningen, og på den måde kommer vi alle til at betale for, at nogle ikke kan smide de rigtige ting i toilettet, siger Karsten Bjørno, der er kommunikationschef hos Danva.

Kæk kampagne

I dag er der ikke noget lovmæssigt, der siger, hvad du må eller ikke må putte i toilettet.

Derfor har Danva i stedet valgt at fokusere på oplysning med den kække kampagne “Kun tre ting i dit lokum”. Her er hovedbudskabet, at du kun må smide tre ting i toilettet: pis, lort og toiletpapir.

Ifølge Karsten Bjørno er der nemlig særligt et produkt, som ud over vatpinde skaber problemer på renseanlæggene i disse år.

– Vi hører fra medlemmerne, at fiberklude er et stigende problem, så der er en grund til, at vi prøver at ændre folks adfærd gennem denne kampagne, siger han.

Også vådservietter skaber problemer i kloakkerne, da de ikke er opløselige og dermed skaber propper i systemet. Det samme gælder hår, som mange har tendens til at smide i toilettet.

– Mange tænker, at hår er et organisk materiale, som bare vil forsvinde. Men det er faktisk en kilde til problemer, og derfor skal du huske at smide det i affaldsspanden i stedet for, siger Karsten Bjørno.

Folk bør ændre vaner

Hos Danva håber man, at folk bliver bekendte med problemet og dermed ændrer vaner.

– Det er vigtigt, at folk bliver bevidste om, at det er et problem. Bevidstheden omkring affald bliver måske mere synlig i disse år, fordi mange kommuner hjælper også med forskellige sorteringsordninger af affald, som også er med til at synliggøre, hvor affaldet skal sorteres hen, siger Karsten Bjørno.

Og nu, snakken er på toilettet, er det værd at nævne, at der også er ting, der ikke engang bør komme i nærheden af dit badeværelse.

Det kan du læse mere om i artiklen “Hold dette ude af badeværelset og undgå klamme oplevelser.”

Powered by Labrador CMS