Vognmand får megabøde for at køre bund-ulovligt

Foruden bøden har vognmanden også fået konfiskeret værdier.

Systemet blev sat i værk efter en konkurs. Arkivfoto.
Udgivet Opdateret

To vognmandsvirksomheder og en 44-årig mand er ved Retten i Roskilde blevet dømt i en sag, hvor både virksomheder og mand var tiltalt for ulovlig godskørsel. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Sagens omdrejningspunkt var “godskørsel for fremmed regning,” et udtryk der dækker over, at man som vognmand skal have tilladelse til at køre andre menneskers ejendele fra A til B.

Den ene af de to vognmandsvirksomheder blev dømt for at have kørt “godskørsel for fremmed regning” uden tilladelse i perioden 1. januar 2015 til 8. marts 2016, mens den anden vognmandsvirksomhed blev dømt for at udlåne en godstilladelse, altså tilladelsen til at køre “godskørsel for fremmed regning.”

Bøder og konfiskeringer

Den 44-årige mand er blevet dømt for at have kørt “godskørsel for fremmed regning” i perioden 1. januar 2015 til 8. marts 2016, og samlet set blev der udstukket bøder og konfiskeret penge for et betragteligt beløb.

Vognmandsvirksomheden, der kørte med gods, fik en bøde på 110.000 kroner, og der blev konfiskeret 50.000 kroner hos virksomheden. Den anden virksomhed blev idømt en bøde på 15.000 kroner, mens den 44-årige mand fik en bøde på 105.000 kroner for at have ageret som vognmand og for at have kørt godskørslen.

Det var ansatte hos Tungvognscenter Øst, der 6. marts 2016 satte gang i sagen i forbindelse med en vejsidekontrol. Under retssagen kom det frem, hvordan og hvorfor systemet med tilladelser og kørsel kom op at stå.

Det ene vognmandsfirma var egentlig gået konkurs, men virksomheden blev drevet videre under et nyt navn, uden godstilladelse, og heri lå problemet, og lovbrydningen.

– Jeg er godt tilfreds med dommen, der viser, at det ikke kan svare sig at fortsætte med at drive vognmandsvirksomhed, idet man personligt bliver stillet til ansvar for den ulovlige godskørsel, og at fortjenesten konfiskeres” udtaler specialanklager Camilla Meding ved Tungvognscenter Øst hos Midt- og Vestsjællands Politi, i pressemeddelelsen.

Det er uvist, om der bliver anket i sagen.

Powered by Labrador CMS