Voksen kvinde blev nægtet børnebolle og gik amok

En kvinde gik amok i en Lagkagehuset, fordi en ekspedient nægtede at udlevere en børnebolle.

Udgivet Opdateret

Børnefamilier en masse kender konceptet med “børneboller”, hvor familiens mindste kan få en gratis thebolle, mens de voksne handler i eksempelvis Føtex eller SuperBrugsen. Børnebollerne findes også hos bagerkæden Lagkagehuset.

Søndag morgen klokken ni var netop en sådan bolle årsag til et større spektakel i afdelingen på Lyngby Station, oplyser Nordsjællands Politi. En kvindelig kunde ville nemlig vældig gerne have sådan en småkedelig gratis bolle.

Men ak, det er altså kun til børn, og derfor blev kvinden altså nægtet adgang til at sætte tænderne i sådan en – med mindre hun ville betale – for kunden havde altså ikke noget barn med sig denne søndag morgen klokken ni.

Den besked tog hun mildt sagt ret ilde imod, for hun greb i stedet fat i den første, den bedste keramikskål og slyngede den akut efter den stakkels ekspedient i bagerforretningen, der på det tidspunkt givetvis har været ret travl.

Newsbreak.dk har været i kontakt med Lagkagehuset på Lyngby Station, men det har indtil videre ikke været muligt at få oplyst, om ekspedienten er kommet til skade i den bizarre seance.

Situationen eskalerede desuden yderligere, da en kollega forsøgte at forhindre den vrede kunde i at blive i butikken, til politiet ankom. En mand, der åbenbart var fulgtes med kvinden, skubbede ham nemlig væk.

I en bil kørte de efterfølgende væk fra stedet sammen. Nordsjællands Politi har dog brugbare oplysninger, fortæller Henriette Døssing fra Nordsjællands Politis presseafdeling.

– Vi har registreringsnummeret på bilen, så jeg tænker, vi kommer til at tale med kvinden snarest, siger hun til Newsbreak.dk. Døssing kan heller ikke oplyse, om ekspedienten kom til skade i episoden.

Powered by Labrador CMS