Volbeat melder alt udsolgt

Koncerten med Volbeat den 1. august er nu helt udsolgt. Pressefoto
Udgivet Opdateret

Den sidste europæiske koncert med Volbeat i år er nu udsolgt

Danske Volbeat er populære over hele verden – og publikum har ikke noget i mod at rejse langt for at opleve bandet bag blandt andet succesalbummet Outlaw Gentlemen and Shady Ladies fra 2013. Koncerten i Odense den 1. august er bandets eneste liveoptræden i Europa i 2015, og det har trukket fans fra flere end 30 lande til koncertpladsen midt på Fyn.

Trods fortsat interesse ved billetlugerne er salget til koncerten lukket ved 35.000 billetter for at sikre en optimal koncertoplevelse for de mange gæster. Et antal der samtidig betyder, at koncerten med Volbeat bliver den største enkeltstående koncert med et dansk band i Danmark nogensinde.

Koncerten arrangeres af Odense Sport & Event, der tidligere har præsenteret kunstnere som blandt andet Leonard Cohen, Sting og Elton John på Fyn. Her glæder man sig over den massive interesse for at opleve Volbeat, og ikke mindst over de mange udenlandske tilrejsende.

– Vi har arbejdet på at få en aftale med Volbeat i tre år. Da vi fik aftalen med bandet i hus vidste vi godt, at det kunne gå hen og blive stort, men vi er alligevel meget positivt overraskede over billetsalget. Det viser bare, at Odense og Fyn sagtens kan måle sig med resten af landet, når det kommer til at tiltrække og afvikle koncerter med store internationale topnavne, fortæller Ole Bang Nielsen, administrerende direktør i Odense Sport & Event.

Powered by Labrador CMS