Voldtægtsanmeldelse: Overfaldet af fremmed mand på gaden
Politiet leder nu efter manden.
Natten til tirsdag modtog Københavns Politi en anmeldelse, der har gjort, at man fra politiets side lige nu leder og søger efter en mand. Ifølge anmeldelsen har denne mand voldtaget en kvinde i nærheden af Pelargonievej 1 i København.
Politiet betragter sagen som en overfaldsvoldtægt.
– Det betyder, at hun ikke kender manden, forklarer Brian Belling, efterforskningsleder for lokal efterforskning på Bellahøj, til Newsbreak.dk.
Søger efter manden
Kvinden blev altså overfaldet af en ukendt mand, der efterfølgende voldtog hende midt på gaden. Herefter forsvandt manden, og kvinden kontaktede politiet.
Hun er blevet afhørt og undersøgt på center for seksuelle overgreb. Der er blevet lavet en gerningsstedsundersøgelse, og fra politiets side lyder det, at man har afhørt en række vidner, men at man fortsat gerne vil tale med folk, der kan hjælpe med at identificere manden.
Hvis du ved noget, bedes du kontakte politiet på 114.