Vraget

Jeppe Kofod blev ikke valgt ind

Udgivet Opdateret

Fungerende udenrigsminister Jeppe Kofod er blevet vraget af vælgerne.

Det sker på trods af, at Socialdemokratiet har opnået det bedste valg i 20 år.

Men efter at alle stemmerne er talt op i Sjællands Storkreds, ser det ud til, at Jeppe Kofod ikke kommer ind.

Socialdemokratiet har fået syv mandater i storkredsen, men Jeppe Kofods personlige stemmer rækker kun til en plads som nummer otte blandt de socialdemokratiske kandidater.

Ikke i Folketinget

Jeppe Kofod sad ikke i Folketinget i forvejen. Han blev hentet ind fra Europa-Parlamentet for at blive udenrigsminister i Mette Frederiksens regering.

Det er andet valg i træk, at Danmarks udenrigsminister ikke opnår valg. I 2019 røg Anders Samuelsen (LA) ud af Folketinget som udenrigsminister.

De syv socialdemokratiske mandater i Sjælland er i stedet gået til ministrene Magnus Heunicke, Kaare Dybvad, Astrid Krag samt Frederik Vad, Kasper Roug, Mette Gjerskov og Rasmus Horn Langhoff.

Blå bog: Jeppe Kofod

Navn: Jeppe Sebastian Kofod.

Født 14. marts 1974 i København.

Politisk karriere:

* 1998-2014: Medlem af Folketinget med kort orlov i 2008.

* 2000-2013: Udenrigspolitisk ordfører.

* 2001-2008: Næstformand, Det Udenrigspolitiske Nævn.

* 2011-2013: Formand, Det Udenrigspolitiske Nævn.

* 2014-2019: Medlem af EU-Parlamentet, næstformand for den socialdemokratiske gruppe samt medlem af udvalget mod økonomisk kriminalitet.

* 2019-: Udenrigsminister.

Uddannelse:

2004: Bachelor i socialvidenskab fra Roskilde Universitet.

2007: Master i offentlig administration fra Harvard University.

Kilder: Ritzau, EU-Parlamentet.

Jeppe Kofod manglede omkring 650 personlige stemmer for at overhale Rasmus Horn Langhoff.

Det var i aftes. Jeppe Kofod med et smil og en fadøl i hånden. Nu viser det sig, at han ikke er blevet valgt ind i Folketinget.
Det var i aftes. Jeppe Kofod med et smil og en fadøl i hånden. Nu viser det sig, at han ikke er blevet valgt ind i Folketinget.
Powered by Labrador CMS