WHO: -Det er simpelthen uetisk

Det er ifølge WHO blevet foreslået af nogle, at coronavirusset skulle løbe frit med henblik på flokimmunitet.

Tedros Adhanom Ghebreyesus, generalsekretær for Verdenssundhedsorganisationen, WHO, siger mandag, at flokimmunitet med henblik på smittespredning ikke er nogen mulighed i kampen mod coronavirusset. Foto: Christopher Black/Who/Reuters
Udgivet Opdateret

Det er uetisk at lade coronavirusset “løbe frit” med henblik på flokimmunitet.

Det siger Verdenssundhedsorganisationens (WHO) generalsekretær, Tedros Adhanom Ghebreyesus, på et virtuelt pressemøde mandag.

Ifølge Tedros er det blevet foreslået af nogle, men han henviser ikke til specifikke mennesker, grupper eller lande.

– Aldrig før i folkesundhedshistorien er flokimmunitet blevet brugt som en strategi til at reagere på udbrud, og i hvert fald ikke på en pandemi, siger generalsekretæren.

Han kalder det videnskabeligt og etisk problematisk.

– At lade et farligt virus, som vi ikke forstår fuldt ud, løbe frit er simpelthen uetisk. Det er ikke en mulighed, lyder det.

Kan bruges ved vacciner

Ifølge Tedros er flokimmunitet et begreb, der anvendes ved vacciner, hvor den rette tærskel er nået, så en befolkning er beskyttet mod et bestemt virus.

For eksempel anslås det ved mæslinger, at hvis 95 procent af befolkningen vaccineres, vil de resterende fem procent også være beskyttet mod smittespredning.

– Flokimmunitet opnås ved at beskytte folk mod virus, ikke ved at udsætte dem for det, siger Tedros Adhanom Ghebreyesus.

Siden coronavirusset blev opdaget i slutningen af sidste år, er mere end 37,5 millioner smittetilfælde blevet bekræftet på verdensplan. Mere end en million dødsfald i år er relateret til virusset.

Smitte hos 10 procent

I sidste uge kom det frem, at det er anslået, at omkring ti procent af befolkningen i de fleste lande menes at have haft virussygdommen.

Langt størstedelen af verdensbefolkningen er dermed fortsat modtagelige for virusset, slår Tedros fast på pressemødet mandag.

Tedros siger, at der mangler information om udvikling af immunitet over for covid-19, herunder hvor længe antistoffer bliver i kroppen.

Han peger på, at der findes tilfælde, hvor folk menes at være blevet smittet to gange med coronavirusset.

Mandag er det også kommet frem på WHO’s pressemøde, at det anslås, at 0,6 procent af de coronasmittede dør af sygdommen. Det siger Maria Van Kerkhove, WHO’s epidemiolog.

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

– Det lyder måske ikke af meget, siger hun, men understreger, at det “er meget højere end for influenza”.

Powered by Labrador CMS