Nu bliver de klippet

Regeringen vil afskaffe det sjette SU-år

Udgivet Opdateret

Regeringen har opsagt SU-forliget.

Det oplyser De Radikales uddannelsesordfører, Katrine Robsøe, mandag aften efter et møde hos uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M).

Foruden regeringspartierne er Dansk Folkeparti, De Radikale, SF, De Konservative og Liberal Alliance en del af SU-forliget.

Uddannelses-og forskningsminister Christina Egelund (M).

Færre penge

Regeringen har i sit regeringsgrundlag varslet, at der skal ske noget på SU-området.

Af regeringsgrundlaget fremgår det, at det sjette SU-år skal afskaffes, så studerende kun har SU nok til den normerede gennemførelsestid. Der skal altså være en maksimal SU-klipramme på 58 klip. I dag er den på 70 klip.

Inden mødet havde både De Radikale og SF ytret sig kritisk om at skrotte det sjette SU-år.

Kan laves om efter valg

Hvis et parti ønsker at ændre på et forlig, skal partiet enten opnå enighed blandt alle de andre partier i forligskredsen, eller også skal partiet opsige forliget forud for et valg og håbe, at der er et flertal for at ændre forliget på den anden side af valget.

I det her tilfælde vil det sige, at en ny aftale om SU'en først ville kunne træde i kraft efter næste folketingsvalg, som senest skal afholdes i efteråret 2026.

Powered by Labrador CMS