13 dør i oversvømmelser på vej mod hellig hule

Hvert år søger pilgrimme mod hellig hule i Himalayabjergene. Oversvømmelser har ført til dødsfald i år

Udgivet Opdateret

Mindst 13 mennesker er døde, og over 30 mennesker er savnede efter pludselige voldsomme oversvømmelser tæt på en hinduistisk helligdom i Indien.

Det oplyser en lokal embedsmand fredag.

Hvert år søger titusindvis mod Amarnath-hulen, hvor en drypsten af is æres som en fysisk manifestation af hinduguden Shiva. Hulen ligger i 3888 meters højde.

Pilgrimsrejsen til hulen, der ligger i Himalayabjergene, går typisk ad meget våde stier og forbi gletsjere.

Fredag har et voldsomt regnvejr ført til pludselige oversvømmelser i området.

Politichef i Kashmir Vijay Kumar siger, at der er fundet flere lig ved en redningsoperation i området.

- Nogle telte og fælleskøkkener er blevet skyllet væk i styrtfloden, siger han.

Redningsfolk hjælper med at få folk til mere sikre områder nær Amarnath-hulen.
Redningsfolk hjælper med at få folk til mere sikre områder nær Amarnath-hulen.
På dette billede fra 2012 kan man se, hvordan pilgrimme må krydse is og sne for at nå til fjerntliggende hule i Himalaya.
På dette billede fra 2012 kan man se, hvordan pilgrimme må krydse is og sne for at nå til fjerntliggende hule i Himalaya.

Kondolence på Twitter

En embedsmand, der udtaler sig anonymt, siger, at mindst 13 har mistet livet.

Premierminister Narendra Modi udtrykker sin sorg over ulykken og sender kondolencer til de berørte familier.

- Redningsoperationer er på vej. Der gives al den støtte, som er mulig, til dem, der er berørt, skriver Modi på Twitter.

Folk står under telte efter skybryd nær Amarnath-hulen fredag.
Folk står under telte efter skybryd nær Amarnath-hulen fredag.

Hulen er dækket af sne det meste af året.

Men myndighederne lader pilgrimme besøge hulen 45 dage hver sommer, mens stigende temperaturer gør det muligt at rydde vejen derhen.

Dette års pilgrimsfærd finder sted efter to års pause på grund af coronapandemien. Der ventes op mod 800.000 pilgrimme ved hulen i alt. 60.000 har besøgt den i de første ti dage.

Powered by Labrador CMS