Bus kører ind i skole: 12 personer kvæstet

To er i kritisk tilstand, efter at en bus sent onsdag aften har påkørt en skole i den norske hovedstad, Oslo

Udgivet Opdateret

12 personer er kommet til skade, efter at en bus er kørt ind i en skole i Oslo. To meldes i kritisk tilstand.

Det skriver den norske avis VG.

Ulykken er sket i området Tøyen.

Anmeldelsen kom klokken 22.02.

Politiet massivt til stede

Meldingen gik på flere tilskadekomne og en fastklemt. Politiet kom herefter til stedet med syv biler, lyder det fra vagtkommandør i brandvæsnet Eirik Fredriksen ifølge VG.

Politiet oplyser, at bussen kørte af vejen og ind i skolen. Billeder fra ulykkesstedet viser ifølge avisen, at flere personer blev behandlet på en bakke udenfor bussen.

11 af de i alt 12 involverede personer befandt sig inde i bussen. Seks personer er sendt på hospitalet.

Gader spærret

Gaderne omkring ulykkesstedet har i løbet af natten været spærret. Politiet er i gang med at udføre undersøgelser på stedet og skal afhøre vidner.

Ifølge myndighederne tyder alt på, at der er tale om en ulykke.

Forsøgte at sove

Maylinn Østenstad bor i nabolaget og havde netop lagt sig i sin seng, da ulykken skete onsdag aften.

- Jeg lå og prøvede at sove, da jeg hørte et stort brag. Det varede i flere sekunder og stoppede ikke, siger hun og fortæller, at hun troede, at det var en bombe.

Også Abdi Fatah Mohamed Aden befandt sig tæt på ulykkesstedet.

- Jeg så, at der kom flere skadede personer ud af bussen. Jeg hjalp dem. Så kom politiet, siger han til det norske medie NRK.

Powered by Labrador CMS