Dødsdømt takker nej til sidste ord

I USA er mand blevet henrettet med nitrogen

Offentliggjort Sidst opdateret

Henrettelse med nitrogen i Alabama

En 50-årig mand, Geoffrey Todd West, blev henrettet i Alabama ved brug af nitrogen for et drab begået i 1997.

Henrettelsen fandt sted i William C. Holman Correctional Facility, og West takkede nej til at sige sine sidste ord.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En 50-årig mand, som er dømt for drab på en kvinde i 1997, er i den amerikanske delstat Alabama natten til fredag blevet henrettet.

Det skriver det amerikanske medie AP.

Geoffrey Todd West blev henrettet i fængslet William C. Holman Correctional Facility i byen Atmore. Det skete ved brug af nitrogen, som er en metode, delstaten tog i brug i 2024.

Dræbte kvinde

West er dømt for drabet på den dengang 33-årige Margaret Parrish Berry i 1997.

Han blev af fængselsinspektøren inden nattens henrettelse spurgt, om han ville sige nogle sidste ord.

- Nej, lød svaret.

Billede af Geoffrey Todd West som er blevet henrettet i Alabama. I Texas skal yderligere en henrettelse også finde sted natten til fredag. (Arkivfoto).

Herefter blev Geoffrey Todd West fastspændt til en båre og iført en gasmaske, der dækkede hans ansigt, inden han vendte en tommelfinger opad i retning af sin advokat.

Har sagt undskyld

Henrettelsen begyndte omkring klokken 17.56 lokal tid i Alabama, skriver AP.

Klokken 18.01 begyndte han at trække vejret langsommere, inden han klokken 18.22 blev erklæret død.

I en afsluttende erklæring, der er delt af Wests advokat, lyder det:

- Jeg har undskyldt privat til Margaret Parrish Berrys familie og er ydmyg over den tilgivelse, hendes søn, Will, har vist.

Her står der også, at Geoffrey Todd West tidligere på året blev døbt i en katolsk kirke, og at han derfor følte fred, fordi han "vidste, hvor han skulle hen".

Mor til to skudt i baghovedet

Margaret Parrish Berry var mor til to og blev skudt i baghovedet under et røveri på en tankstation den 28. marts 1997.

West udtalte sig i sidste uge om sagen til AP i et telefonopkald. Her nægtede han sig ikke skyldig men sagde, at han og hans kæreste var desperate efter penge, da de besluttede sig for at røve tankstationen, hvor han tidligere selv havde arbejdet.

Alabama var den første delstat, der udførte en henrettelse med nitrogen. På landsplan er metoden blevet brugt syv gange - seks gange i Alabama og en gang i Louisiana.

Dømt for drab på etårig pige

Ifølge nyhedsbureauet AFP er der i 2025 sket i alt 31 henrettelser inden henrettelsen af Geoffrey Todd West. Det er det højeste antal siden 2014.

Også natten til fredag skal den 35-årige Blaine Milam efter planen henrettes ved en dødelig indsprøjtning i delstaten Texas.

Han er dømt for drabet på den 13-måneder gamle Amora Carson. Amora Carson var hans kærestes datter, og hun blev ifølge AFP slået ihjel under en "eksorcisme" i 2008.

Powered by Labrador CMS