Et mysterium hvordan ung kvinde døde

Politiet har ikke fundet årsagen til en 19-årig kvindes død

Offentliggjort Sidst opdateret

Mysterium om ung kvindes død i Bergen

Norsk politi udelukker en tredje persons tilstedeværelse ved dødsfaldet af en 19-årig kvinde og en 20-årig mand i Bergen.

Efterforskningen fortsætter, da dødsårsagen for kvinden er uklar, mens manden har selvpåførte skader.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Norsk politi formoder ikke, at der var en tredje person til stede, da en 19-årig norsk kvinde og en 20-årig dansk mand, mistede livet i en lejlighed i Bergen i Norge.

Det siger anklager Inger-Lise Høyland på et pressemøde mandag eftermiddag.

Kompliceret sag

Anklageren understreger, at der er tale om en kompliceret sag.

- Det er uklart, hvad dødsårsagen for kvinden er. Vi ved ikke, hvad der førte til hendes død. Der er ikke synlige skader på kvinden, siger anklageren.

Anklager Inger-Lise Høyland fortæller på et pressemøde mandag, at der ikke menes at have været en tredje person til stede, da et ungt kærestepar mistede livet.

På manden har man fundet skader, der er forenelige med at være selvpåførte med kniv.

I fredags kom det frem, at manden er formelt sigtet for drabet på sin 19-årige kæreste.

Drab og selvmord

Politiet har en hypotese om, at de to unge menneskers død er sket som følge af drab og selvmord.

Anklageren siger mandag, at politiet har en formodning om, at kvinden døde flere dage før manden.

Det var et familiemedlem, der alarmerede politiet, da vedkommende ikke havde hørt fra den norske kvinde i flere dage.

Det var fund i lejligheden, hvor de blev fundet døde, der medførte, at norsk politi indledte en drabsefterforskningen, siger anklageren mandag.

Skal undersøges

Efterforskningen af sagen fortsætter, og de to afdødes mobiler og computere skal blandt andet undersøges. Der er også blevet beslaglagt genstand i lejligheden, der vil blive undersøgt.

De to blev fundet døde fredag.

Det norske medie VG skriver, at dansk politi har foretaget afhøringer af personer i Danmark i relation til sagen.

Inger-Lise Høyland siger også på mandagens pressemøde, at norsk politi er i kontakt med dansk politi i relation til sagen.

Manden er sigtet

- De er velvillige og yder den bistand, vi har brug for, siger anklageren.

I et indlæg i det norske medie Politiforum, der er et fagblad for politiet, skriver en efterforskningsleder i norsk politi, at man i drabssager i Norge de seneste år har set, at personer sigtes for drab, selv om de er døde og dermed ikke kan retsforfølges.

I den aktuelle sag har anklageren udtalt, at manden er sigtet for at sikre hans rettigheder, mens sagen efterforskes.

Blandt sigtedes rettigheder er retten til en advokat.

Powered by Labrador CMS