Fanget i kornsilo: Kun hovedet stak op

Flere ton korn blev suget ud i et forsøg på at redde en mand, som var sunket ned i kornet i en silo

Udgivet Opdateret

En 61-årig mand var tirsdag i voldsomme problemer, da han var sunket ned i en kornsilo, hvor kun hovedet var fri. 

Den voldsomme scene udspillede sig i Mommark på Sydals, skriver JydskeVestkysten. 

Kun hovedet var fri

Redningsmandskab måtte derfor skære hul i siloen og tømme den for mange tons korn, i et forsøg på at sikre, at manden ikke sank dybere ned.

- Meldingen lød på, at kun mandens hoved var fri, fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands politi Erik Lindholdt til mediet. 

Fanget i timevis

Der blev også lagt udstyr ned i siloen i et forsøg på at redde mandens liv. 

Efter to en halv time lykkedes det at få den 61-årige mand fri, som efterfølgende blev kørt til tjek på hospitalet. 

Det er uvist, hvorvidt han kom til skade i forbindelse med den dramatiske hændelse.  

Powered by Labrador CMS