Gør uhyggeligt fund i vaccine

Japan sætter flere vacciner på pause efter fund af mørkt stof

Omkring 500.000 mennesker menes at have fået doser fra ramte partier. Det har en japansk minister tidligere oplyst. (Arkivfoto.)
Omkring 500.000 mennesker menes at have fået doser fra ramte partier. Det har en japansk minister tidligere oplyst. (Arkivfoto.)
Udgivet Opdateret

Problemerne med kontaminering af Moderna-vacciner i Japan fortsætter.

I alt har Japan mandag midlertidigt indstillet brugen af 2,6 millioner vaccinedoser fra lægemiddelselskabet efter fund af fremmede stoffer i flere partier.

Torsdag sidste uge blev de første 1,6 millioner af vaccinedoserne sat på pause.

Myndighederne melder, at der ikke er sikkerhedsproblemer efter kontamineringen, som er et andet ord for forurening.

Men lørdag oplyste regeringen, at to mennesker var døde efter at have fået vacciner fra de påvirkede partier.

Dødsårsagen er ved at blive undersøgt.

Har fundet mørk substans

En meget lille mørk substans er blevet fundet i et Moderna-hætteglas i området Gunma i Japan.

Også i Okinawa er der eksempler på fund af en meget lille mængde mørk substans i både injektionssprøjter og et hætteglas.

Der er også blevet fundet et lyserødt stof i en anden sprøjte.

Takahiro Kinoshita, som er læge og næstformand for den japanske vaccineinformationsgruppe Cov-Navi, ser frem til at få sagen undersøgt.

- Det er i mine øjne meget usandsynligt, at kontamineringen med fremmede stoffer har ført direkte til pludselige dødsfald, siger han.

- Hvis stofferne var farlige nok til at forårsage dødsfaldene hos nogle mennesker, så ville langt flere mennesker nok have en eller anden form for symptomer efter vaccination.

- Ikke desto mindre er der helt sikkert brug for yderligere undersøgelser for at finde ud af, i hvilket omfang de specifikke doser gør skade.

Tilbageslag for Moderna

Suspenderingen er et nyt tilbageslag for Moderna.

Sidste måned var der forsinkelser i vaccineleverancer til flere lande, heriblandt Sydkorea.

Det er det spanske selskab Rovi, der står for at "påfylde og færdiggøre" Moderna-vacciner til andre lande end USA.

Moderna har tidligere peget på, at kontamineringen kan skyldes problemer i Rovis produktion.

Modernas japanske partner Takeda er også ved at undersøge, hvad der er gået galt.

Omkring 500.000 mennesker menes at have fået doser fra ramte partier.

Det har en japansk minister tidligere oplyst.

Japan kæmper for tiden med en bølge af smitte med deltavarianten.

Denne måned har de daglige smittetal for første gang oversteget 25.000 i landet.

Sådan virker en vaccine

Vores immunsystem er konstant på vagt overfor skadelige bakterier og virusser. Millioner af hvide blodceller holder hver især øje med specifikke infektioner.

Når en immuncelle møder sit mål, formerer den sig og sender en masse proteiner, kaldet antistoffer afsted for at rydde op. Når infektionen er bekæmpet, bliver såkaldte “huske-celler” tilbage i kroppen, som er klar til at forberede et hurtigt angreb, hvis bakterierne vender tilbage igen.

Det er sådan vi udvikler immunitet. Og det er derfor vi ikke bliver smittet af den samme virus flere gange.

Men selvom vores krop er super effektiv, så kan nogle superfarlige bakterier få ram på os, før vores immunsystem har haft tid til at gøre tropperne klar til kamp. Det gælder især for små børn, fordi deres immunsystemer endnu ikke er færdiguddannde.

Derfor er det heldigt, at vi har vacciner, der lavet af små eller svage udgaver af virusser eller bakterier. De lader vores immunsystem se, hvordan fjenden ser ud og danne de vigtige huske-celler. Når vi så møder den farlige udgave kan immunforsvaret genkende sygdommen med det samme og bekæmpe den, inden den når at få fodfæste.

Kilde: Videnskab.dk

Powered by Labrador CMS