Israel og Hamas er enige om første fase af fredsplan

Trump meldte natten til torsdag om aftale mellem Israel og Hamas. Gidsler vil snart blive løsladt, lyder det.

Donald Trump får her en besked fra USA's udenrigsminister, Marco Rubio, omkring fredsforhandlingerne i Gaza.
Offentliggjort Sidst opdateret

Israel og den militante gruppe Hamas har begge godkendt den første fase af en fredsplan for Gaza.

Det skriver USA's præsident, Donald Trump, natten til torsdag på sit sociale medie, Truth Social.

Meldingen fra Trump blev kort efter bekræftet af både Hamas og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.

- Jeg er meget stolt over at kunne annoncere, at Israel og Hamas begge har godkendt den første fase af vores fredsplan, skriver Donald Trump.

- Det betyder, at alle gidslerne meget snart vil blive frigivet, og at Israel vil trække sine styrker tilbage til en aftalt linje som de første skridt mod en stærk, holdbar og evig fred.

Senere oplyser Trump til mediet Fox News, at han forventer, at israelske gidsler - både levende og døde - vil blive løsladt mandag.

Hamas bekræfter

Hamas bekræfter i en udtalelse, at der er indgået en aftale om udveksling af fanger samt tilbagetrækning af israelske soldater. Det skriver Reuters.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, skriver i et opslag på det sociale medie X, at han torsdag vil samle den israelske regering, så aftalen formelt kan godkendes.

- En stor dag for Israel. Jeg vil indkalde regeringen i morgen for at godkende aftalen og bringe alle vores dyrebare gidsler hjem, skriver Benjamin Netanyahu på X.

REAKTIONER PÅ AFTALE MELLEM ISRAEL OG HAMAS

* USA's præsident, Donald Trump, i et opslag på Truth Social:

- Jeg er meget stolt over at kunne annoncere, at Israel og Hamas har godkendt den første fase af vores fredsplan. Det betyder, at alle gidslerne meget snart vil blive frigivet, og at Israel vil trække sine styrker tilbage til en aftalt linje som de første skridt mod en stærk, holdbar og evig fred.

- Alle parter vil blive behandlet retfærdigt! Dette er en stor dag for den arabiske og muslimske verden, for Israel, alle nabolandene og for USA, og vi takker mæglerne fra Qatar, Egypten og Tyrkiet, som har arbejdet sammen med os for at gøre denne historiske og enestående begivenhed mulig.

* Keir Starmer, Storbritanniens premierminister, i udtalelse ifølge Reuters:

- Dette er et øjeblik af dyb lettelse, som vil kunne mærkes over hele verden, men især for gidslerne, deres familier og for civilbefolkningen i Gaza. Denne aftale skal nu gennemføres fuldt ud, uden forsinkelse, og ledsages af en øjeblikkelig ophævelse af alle restriktioner på livsvigtig humanitær hjælp til Gaza.

- Vi opfordrer alle parter til at overholde de forpligtelser, de har indgået, til at bringe krigen til ophør og til at skabe grundlaget for en retfærdig og varig afslutning på konflikten.

* António Guterres, FN's generalsekretær, i opslag på X:

- Jeg opfordrer alle aktører til at gribe denne historiske mulighed for at etablere en troværdig politisk vej frem mod at afslutte besættelsen og anerkende det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse, hvilket kan føre til en tostatsløsning, der gør det muligt for israelere og palæstinensere at leve i fred og sikkerhed.

Har forhandlet i Egypten

Delegationer fra Israel og Hamas har i denne uge forhandlet i Egypten omkring en fredsplan for Gaza.

Forhandlingerne tager udgangspunkt i en plan på 20 punkter, som er udformet af Trump.

Donald Trump takker i sit opslag på Truth Social mæglere fra Qatar, Egypten og Tyrkiet for deres arbejde de seneste dage.

- Dette er en stor dag for den arabiske og muslimske verden, Israel, alle nabolandene og USA.

- Vi takker mæglerne fra Qatar, Egypten og Tyrkiet, som har arbejdet sammen med os for at gøre denne historiske og enestående begivenhed mulig, skriver Donald Trump.

Krigen i Gaza har stået på i to år, efter at Hamas den 7. oktober 2023 sendte raketter ind over grænsen til Israel. Hamas angreb blandt andet en militærbase og en musikfestival og tog 251 gidsler med til Gaza.

Powered by Labrador CMS