Nedslående melding til Ukraine

Ukraines drøm om at blive en del af EU kan ligge mange år ude i fremtiden, vurderer fransk europaminister

Udgivet Opdateret

Der kan gå mellem 15 og 20 år, før Ukraine potentielt bliver en del af EU.

Det siger Frankrigs europaminister, Clément Beaune, søndag.

- Vi må være ærlige. Hvis man siger, at Ukraine tilslutter sig EU om et halvt år eller et år eller to, så lyver man, siger han til radiostationen Radio J.

- Det drejer sig formentlig om 15 til 20 år. Det tager lang tid, lyder det.

Skal integreres hurtigere

Ministeren gentager også en idé fra Frankrigs præsident, Emmanuel Macron. Idéen handler om at danne et bredt "europæisk politisk samarbejde".

Det skal hjælpe med at få integreret Ukraine med EU-landene hurtigere.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har dog allerede afvist "den slags kompromiser". Præsidenten ønsker øjeblikkeligt at få sat gang i en proces, der kan føre til et fuldt ukrainsk EU-medlemskab.

Ingen falske forhåbninger

Europaminister Clément Beaune understreger søndag, at et bredere samarbejde "ikke forhindrer medlemskab på et senere tidspunkt".

- Men jeg vil ikke give ukrainerne nogle falske forhåbninger, siger han.

Flere EU-ledere har tidligere givet udtryk for, at de ikke ønsker en forhastet proces med at få optaget Ukraine i unionen.

Diskuteres i juni

De er bekymrede for, hvad det vil kræve at genopbygge Ukraines økonomi, at begrænse korruption og indføre omfattende reformer.

Den franske præsident Macrons idé om et bredere europæisk samarbejde vil blive diskuteret på et EU-topmøde i slutningen af juni.

Zelenskyj har presset på, men det kan tage mange år, før Ukraine bliver en del af EU.
Zelenskyj har presset på, men det kan tage mange år, før Ukraine bliver en del af EU.

KORT OM KONFLIKTEN

Krigen i Donbass, også kendt som Krigen i Østukraine er en igangværende konflikt siden 2014 i regionen Donbass i det østlige Ukraine.

Konflikten startede efter Den ukrainske revolutionen i 2014 og Krimkrisen i 2014. Separatister overtog kontrollen med offentlige bygninger, og erklærede Donbass uafhængigt fra Ukraine. Den 6. april 2014 blev Folkerepublikken Donetsk oprettet i Donetsk oblast, dette markerer starten på konflikten. Den 27. april samme år blev Folkerepublikken Lugansk i Luhansk oblast oprettet. I alt er over 5.000 mennesker er meldt dræbt og over 1,5 millioner er drevet på flugt.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS