Pryglet ihjel i helligdom

Ung inder profanerede sikhernes tempel , da han ville tage et sværd ved hellig bog

Politifolk bevogter Det Gyldne Tempel i Amritsar søndag - dagen efter en indisk mand blev pryglet til døde efter at have begået helligbrøde på stedet.
Politifolk bevogter Det Gyldne Tempel i Amritsar søndag - dagen efter en indisk mand blev pryglet til døde efter at have begået helligbrøde på stedet.
Udgivet Opdateret

En indisk mand er blevet pryglet ihjel Det Gyldne Tempel i Amritsar, som er sikhernes største helligdom.

Manden, der var først i tyverne, havde angiveligt rakt ud efter et sværd, som hang i templets inderste hellige kammer nær Guru Granth Sahib, sikhernes hellige bog.

Ifølge lokale medier sprang den uidentificerede mand over en afspærring under aftenbønnen.

- Han blev stoppet af deltagere i bønnen, da han forsøgte at tage sværdet foran Guru Granth Sahib, og han blev senere pryglet til døde, rapporterer tv-stationen NDTV.

- En gruppe mennesker fastholdt ham og eskorterede ham til korridoren, hvor det kom til et voldsomt håndgemæng, og han blev dræbt, siger vicepolitichef Parminder Singh Bandal, til indisk tv.

- Ulykkeligt og afskyeligt, siger chefministeren i den nordlige delstat Punjab, Charanjit Singh Channi, om mandens handling.

Forløbet skal undersøges

Han har også givet ordre til en undersøgelse af forløbet og af eventuelle "underliggende motiver og sammensværgelser".

Der er mellem 22 og 28 millioner sikher i Indien - overvejende i Punjab.

Sikhismen tager sit udgangspunkt i guru Nanaks lære (1469-1539).

Har stor betydning

Beskyttelse af Guru Granth Sahib og sikhernes helligdomme mod blasfemiske handlinger har stor betydning for sikherne.

Den tidligere indiske premierminister Indira Gandhi blev dræbt ved et attentat begået af hendes sikhiske livvagter i 1984, efter at hun havde givet ordre til et brutalt militært angreb på Det Gyldne Tempel i forbindelse med en nedkæmpelse af separatister.

Drabet på Indira Gandhi udløste en forfølgelse af sikher i New Delhi, hvor næsten 3000 sikher blev dræbt.

Powered by Labrador CMS