Slår fast: Drone var russisk

Analyse af tekniske data viser, at en drone, der havde kurs mod fransk hangarskib ved Malmø, er russisk.

Offentliggjort Sidst opdateret

Svensk forsvar bekræfter russisk drone

Svensk forsvar har bekræftet, at en drone, der blev observeret over Øresund med kurs mod et fransk hangarskib, var russisk.

Dronen blev opdaget og blokeret af svensk militær, hvilket tvang den til at forlade området.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En drone, der onsdag blev set over Øresund med kurs mod et fransk hangarskib, var russisk.

Det bekræfter det svenske forsvar fredag aften.

- Under besøget af det franske hangarskib "Charles de Gaulle" observerede et af Forsvarets fartøjer, at en drone lettede fra et russisk signalskib i Øresund. Nu kan Forsvaret bekræfte, at en russisk drone har gennemført en ulovlig flyvning, lyder det i en pressemeddelelse fra det svenske forsvar.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Teknisk analyse

Konklusionen kommer, efter at Sveriges forsvar har foretaget en analyse af tekniske data, hedder det videre.

Sveriges forsvarsminister betegnede det torsdag som en sandsynlig krænkelse af svensk luftrum.

- Der har sandsynligvis været en krænkelse af svensk luftrum af en drone. Det skete, i forbindelse med at et russisk militærskib var i Øresund, sagde Sveriges forsvarsminister, Pål Jonson, torsdag.

"Absurd påstand"

Tidligere fredag sagde en talsmand for Ruslands regering, at det var "en ret absurd påstand", at den pågældende drone skulle have forbindelse til Rusland.

Hangarskibet "Charles de Gaulle" ankom til havnen i Malmø tirsdag.

Skibet er det største ikke-amerikanske atomkraftdrevne hangarskib i verden.

Blev blokeret

Dronen blev ifølge den svenske regering opdaget af svensk militær, som udsatte den for jamming, hvor radio- og gps-signaler bliver forstyrret eller blokeret. Herefter fløj dronen væk fra området.

Var over Øresund

Da dronen blev opdaget, befandt den sig over Øresund - cirka 13 kilometer fra "Charles de Gaulle".

Det franske hangarskib er 260 meter langt og har plads til omkring 30 kampfly og et par tusinde soldater og besætningsmedlemmer.

Hangarskibet ligger til kaj i Sverige på vej til en Nato-øvelse.

Siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022 har der været adskillige meldinger om, at russiske droner og fly har krænket europæiske landes luftrum, blandt andet også i Danmark ved flere lejligheder.

Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, svarede fredag på spørgsmål fra pressen ved siden af det franske hangarskib "Charles De Gaulle", der ligger til kaj i den nordlige havn i Malmø forud for en planlagt Nato-øvelse.
Powered by Labrador CMS