Største succes siden coronastart

Fast and the Furious-filmen med danske Thue Ersted Rasmussen har solgt for over tre milliarder kroner verden rundt

Thue Ersted Rasmussen spiller med i den niende Fast and the Furious-film. En film, der har fået stor international succes. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Der har været godt gang i billetsalget til den nye Fast and the Furious film.

Over tre milliarder kroner har filmen nu solgt billetter for på verdensplan. 

I den vestlige del af filmverdenen er det rekord for en films billetindtjening, siden coronapandemien ramte i starten af 2020. 

Det skriver det amerikanske medie Variety.  

To film i Kina har tjent mere i samme periode.

Stor succes i Kina

Og netop i Kina har filmen været populær.

Af de tre milliarder kroner i indtjening har Kina stået for de 1,3 milliarder kroner af dem.

Andre nævneværdige lande er Sydkorea (121 millioner kroner), Rusland (113 millioner kroner) og Mexico (69 millioner kroner).

Dansker i stor rolle

Filmen har en dansker på rollelisten.

Thue Ersted Rasmussen har tidligere været med i danske successerier som "Sunday" og "Sygeplejeskolen", og nu er han så med i Fast and the Furious' niende film.

Han spiller diktatorsønnen Otto, der er en af skurkene i filmen, hvor store navne som Vin Diesel og Charlize Theron medvirker.

Langt til tidligere film

Selvom salgstallene er rekord i den vestlige verden, så har Fast and the Furious-filmen stadig et stykke op til andre film fra serien.

De to seneste udgaver - The Fate of the Furious fra 2017 og Furious 7 fra 2015 - var langt mere indbringende.

De tjente henholdsvis 7,6 og 9,4 milliarder kroner.

Powered by Labrador CMS